Lørdag 13. juni gælder der nye regler for sommerens fester.

Både hvad angår antallet af tilladte gæster, og hvor langt ud på natten man må feste.

Der er dog efterhånden indført så mange regler, at det kan være svært at få det fulde overblik. Det giver B.T. dig her.

Som grundregel skal vi huske, at der er indført forbud mod at samles flere end 50 personer for at inddæmme coronavirussen. Dette antal hæves 8. juli til 100 personer. Men forbuddet gælder ikke alle steder...

Hvis du planlægger at holde konfirmationsfesten eller andre fester i et lejet lokale, eksempelvis forsamlingshus, må du nu invitere over 50 personer, dog maksimalt 500.

Det blev Folketingets partier torsdag enige om, og reglerne gælder fra lørdag 13. juni.

Gæsterne skal dog kende hinanden i forvejen, som det typisk er tilfældet ved bryllupper, konfirmationsfester, studenterfester og fødselsdage.

Desuden skal gæster helst sidde ned så meget som muligt under festen.

Forlovede par kan ånde lettet op: Fra lørdag 13. juni er midnatsreglen droppet, så bryllupsfester og andre private fester må vare hele natten, når de foregår på serveringssteder, eksempelvis restauranter, hoteller og kroer.

Desuden er disse steder undtaget fra forbuddet mod at samles flere end 50 personer, men man må maksimalt samles 500 til fester.

Også her skal deltagerne kende hinanden i forvejen.

Stedet må ikke tage imod andre gæster - kun deltagerne til den pågældende fest må have adgang i tidsrummet 24-05.

Bor du i lejlighed og har en baggård eller have, er det lige nu uklart, hvor mange gæster du må invitere.

I haver og gårdhaver må du ikke samles flere end 50, hvis 'et større antal boliger' har adgang til haven.

B.T. afventer svar fra Justitsministeriet om, hvor mange boliger det helt præcist er. Artiklen bliver opdateret, når svaret kommer.

Men du kan uden problemer invitere 50 gæster.

Sommerens studenterfester holdes ofte i haver, og det kan de fortsætte med.

Forbuddet mod at samles flere end 50 personer gælder ikke i private hjem og dertilknyttede haver, som kun beboerne har adgang til.

For alle festerne gælder Sundhedsstyrelsens anbefalinger om at holde en meters afstand, nyse i ærmet, vaske hænder og stille håndsprit frem til gæsterne.

Og så anbefales det stadig at undgå kram, håndtryk og kys. God fornøjelse alligevel.