Ifølge en ekspert er det især dine relationer, der gør forskellen. Her er de enkle vaner, der kan gøre dig gladere.

Glæde. En følelse, vi alle sammen hungrer efter. For hvad er livet i virkeligheden uden?

LÆS OGSÅ: SÅ er det afgjort: Denne måde at bo på gør os mest lykkelige!

Al lykkeforskning peger på, at det – ud over mening, mestring og bevægelse – er vores relationer, der giver os livslykke.

LÆS OGSÅ: Da hun lå hos lægen med elektroder på brystet, tjekkede hun først sin kalender for at se, om hun havde tid til at passe på sig selv

Parterapeut og relationspædagog, Bjørk Matheasdatter, kommer her med en række genveje til, hvordan du kan fylde dit liv med endnu mere glæde.

Her får du en række forslag til afprøvede lykkegenveje – se hvilke, der passer til dig.

Dyrk alle dine relationer
Pas godt på dine nære relationer. Vi ved, at intet har større betydning for vores livslykke end gode, nære relationer. 

Vi bliver lykkeligere af at bruge tid på og med mennesker, der virkelig betyder noget for os, end af at have hundredvis af bekendte på sociale medier.

Mød andre med et smil, en kompliment, en hjælpende hånd eller lidt smalltalk. Hvordan vi møder hinanden, også bekendte, kollegaer og dem, vi møder tilfældigt på vores vej, betyder meget for vores glæde. 

Ofte vil vi tage glæden med fra mødet til det næste møde. Glæde er mere smitsomt end forkølelse!

Del glæden. Noget af det, der gør os mest glade og får os til at føle os tæt på andre, er at dele glæde. 

Glæden over små ting som et nyt stykke tøj, glæden over store ting som et nyt job eller et barn på vej. 

Læg misundelse og dårlige følelser væk, når nogen vil dele deres glæde med dig. Deler du andres glæde, vil I begge føle jer gladere.

Giv et klap på skulderen, et håndtryk, et kram, et kys. Fysisk nærhed er noget af det, der vækker mest glæde i os. Den fysiske kontakt skal naturligvis være ønsket af begge parter.

Sig "hej", når du ankommer, og "farvel", når du går. Det sætter rammer om mødet og får os til at føle os set og føle, at vi betyder noget for hinanden. 

Forestil dig glæden, en hund viser, når en fra flokken kommer hjem. Tænk, hvis vi mennesker kunne møde hinanden med lidt af den samme glæde.

Bliv mindre irriteret, så kan du glæde dig mere. I stedet for at irritere dig over småt og stort, så se, om du kan få øje på dine medmenneskers ofte gode intentioner.

Spis sammen med andre
Mennesker, der bor alene, vælger meget ofte at se tv, mens de spiser. Selv om det kun er mennesker på en skærm, har de selskab. 

Helt tilbage i historien har vi delt måltider, og at spise sammen er noget af det mest afgørende, vi kan gøre for at knytte bånd. Vi føler simpelthen større tilfredshed, når vi spiser sammen, end når vi spiser alene.

Generationsmening
Den dybeste glæde rammer os, når vi føler mening. En stærk kilde til mening og glæde er at gøre noget, der betyder noget for andre. Især når vi giver noget, der får betydning på tværs af generationer.

Derfor kan det give dyb glæde at lære børn eller børnebørn noget, som de tager med sig. 

Samme glæde kan mange også finde i deres arbejde. Både ting og handlinger får større mening, når de har en virkning, der rækker ud over os selv, og når de virker ud over øjeblikket.

Giv og tag imod
Vi bliver gladere af at give en gave til andre end af at købe noget til os selv. Vi bliver også gladere af at få noget af andre end af at købe noget til os selv. Og det er ikke kun materielle ting, vi kan give hinanden.

Vi kan gøre hinanden tjenester og løfte hinanden med anerkendende ord, et varmt blik eller et godt kram. Ikke mindst kan vi give hinanden tid.

Tid til en samtale eller til en fælles oplevelse. Ræk ud med en hjælpende hånd, og tag imod, når andre vil hjælpe dig. 

Spørg mennesker omkring dig: "Hvad har du brug for fra mig i dag?" Men spørg også dig selv: Hvad har jeg brug for fra andre i dag? Vov at bede om det, du har brug for.

Mestringsglæde
Udfordr dig selv! Vi bliver mere lykkelige af at lave en pizza fra bunden end af at smide en færdigpizza i ovnen. At skabe noget og at mestre noget er en vigtig vej til glæde. 

Hvis alt går glat og uden modstand, kan vi begynde at kede os, og glædesniveauet vil falde.

Men fylder udfordringer i hjemmet eller på jobbet mere end 20 procent, så bliver det en glædestyv.

Sørg derfor for at udfordre dig selv lige tilpas, så fem ud af seks opgaver kan klares på rutinen og erfaringen, mens den sjette udfordrer dig.

Kast dig over noget, du ikke har let ved. En udfordring som at lave en ny ret, skabe en ny relation, læse en kompliceret bog eller bede om nye udfordringer på jobbet.

Artiklen er oprindeligt udgivet hos Magasinet Liv og på Woman.dk, hvor du også finder indhold fra Bolig Magasinet, Costume og Magasinet Liv