Den svenske kommune Ystad har igangsat en evakueringsplan af Bornholm.
Planen er at forberede indkvarteringsmuligheder for øboerne, hvis Ruslands præsident, Vladimir Putin, retter sine erobringsøjne mod Østersøen og Bornholm.
Men bornholmerne er slet ikke blevet involveret i planerne, hvilket dels skaber undren og forargelse hos en af øens lokalpolitikere, René Danielsson (DF).
Han fortæller til B.T., at han fik et chok, da han læste om nyheden på et af øens lokale medier, og han forstår ikke, hvorfor der ikke er blevet kommunikeret noget ud fra den svenske eller den danske stat.
»Det vil jo være rart, at det blev kommunikeret via danske myndigheder.«
»Jeg troede først, det var en tidlig aprilsnar, og det værste er, at det sætter en masse tanker i gang hos den almene bornholmer,« siger René Danielsson, der selv arbejder i forsvaret.
Han forklarer, at han først og fremmest tolker Ystads planer som en gestus, men at han mangler at se noget faglighed, der giver planen »rygdækning.«
For han tror ikke, at aftalen nogensinde bliver relevant.
Han mener, at svenskerne overreagerer, men fortæller samtidig, at den manglende kommunikation om forslaget kan være et udtryk for, at der er information, der bliver tilbageholdt over for de danske borgere:
»Jeg synes, at det er mærkeligt, at hverken forsvarsministeren eller statsministeren har kommenteret på det her. Det udstiller vores egen regerings manglende dialog med Bornholm. Det virker en smule uldent,« lyder det fra byrådsmedlemmet i Bornholms kommune.
Og selv om uvisheden skaber harme hos byrådsmedlemmet, fastslår han, at den svenske plan er et udtryk for et stærkt nordisk samarbejde, hvilket er essentielt, når man som bornholmer gang på gang føler sig forbigået af den danske stat, fortæller DF-politikeren.
B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Bornholms borgmester, dog uden held.