Onsdag sidst på eftermiddagen måtte Givskud Zoo evakuere sine gæster, efter en granatlignende genstand blev fundet i parken.

Sådan lød det i den pressemeddelelse, parken efterfølgende sendte ud. Torsdag er man dog blevet meget klogere på, hvordan det hele forløb sig.

Det var nemlig en skoleelev, der skulle overnatte i Givskud Zoo med sin klasse, der havde medbragt spidsen af en panserværnsraket – helt uden selv at vide det, vel at mærke.

»Han har fundet den i den bus, de er kørt i, og egentligt tager han den bare med sig og viser den både til buschaufføren og en af lærerne, som ikke lige tænker over, at det er en mærkelig dims,« forklarer Richard Østerballe, der er direktør i Givskud Zoo til B.T.

Sådan så det ud, da politi og bombeeksperter besøgt parken. Foto: Givskud Zoo.
Sådan så det ud, da politi og bombeeksperter besøgt parken. Foto: Givskud Zoo.
Vis mere

Da skoleklassen havde kørt rundt på parkens safari i noget tid og var kommet frem til lejren, fandt en lærer alligevel genstanden mistænkelig.

»Så er det så, at de smider den uden for lejren og ringer til politiet – i øvrigt uden at orientere os om det, så vi får at vide af politiet, at nogen mener at have fundet en granat i parken,« fortæller Richard Østerballe..

Herefter viste parkens medarbejdere politi og bombeeksperterne hen til lejren, hvor de hurtigt kunne konkludere, at barnets fund ikke indebar eksplosivt indhold og altså – heldigvis – var ganske ufarlig.

»Jeg er helt overbevist om, at der jo ikke er nogle onde hensigter i det her, og jeg er bare glad for, at granaten ikke kunne springe i luften,« lyder det fra Richard Østerballe.

Hvordan, granaten er havnet i bussen, er endnu uvist – både for Richard Østerballe og Sydøstjyllands Politi, som B.T. har været i kontakt med.