Næsten hver anden unge mand mellem 15 og 25 år lærer om sex gennem porno, viser en rapport fra Sex & Samfund, der udkom i sidste uge. 

Pornografi er ikke bare en dårlig kilde til viden. Det er ødelæggende, siger B.T.s debattør Eva Selsing. 

»Pornografi er jo reduktionen af mennesker til kroppe, og nogle gange endda til enkelte dele af kroppe,« siger hun.

Eva Selsing reagerer på Sex og Samfunds nyeste rapport, der viser, hvordan unge bruger porno til at lære om sex. 

Hun kritiserer Sex og Samfund, fordi organisationen ikke ser selve pornografibrugen som et problem, men kun som en dårlig kilde til viden om samtykke, krop og sikker sex. 

For Sex og Samfund er det ikke brugen af porno i sig selv, der er problematisk. Problemet er, at det ikke er en god kilde.

»Sex i porno portrætteres meget stereotypt med få nuancer,« skrev Sex og Samfunds generalsekretær Majbritt Berlau i en pressemeddelelse. Hun konstaterede samtidig, at porno giver dårlig viden om samtykke og viser urealistiske kropsidealer. Dertil er der meget lidt fokus på sikker sex, lyder det. 

Ifølge Eva Selsing overser organisationen, at porno reducerer mennesker til genstande, reducerer sex til onani og kan skabe afhængighed. Det får Sex og Samfund ikke med, når de blot taler om manglende nuancer, lyder det.

»Den langsigtede løsning er, at vi får genetableret en seksualmoral, der lærer de unge at tage sex alvorligt,« siger Selsing.

Pornoficering af sex

Eva Selsing mener, at rapporten taler ind i en større tendens hvor progressive organisationer, inklusiv Sex og Samfund, har været med til at gøre sex til noget »teknisk, praktisk og usentimentalt,« fortæller hun.  Hun uddyber:

»Sex bliver noget, der ikke er spor mere specielt end at smøre en leverpostejsmad.« 

En tredjedel af alle unge mellem 15-25 lærer om sex gennem porno, ifølge rapporten, mens det for unge mænd er næsten halvdelen. 

Ifølge rapporten lærer danske unge primært om sex ved at tale om det med venner. Porno er også en stor kilde til viden om sex, men det bør i stedet være gennem seksualundervisningen, at de unge lærer om det, lyder det.

Seksualundervisning har været obligatorisk på de gymnasiale uddannelser siden skoleåret 2023/2024, men da det er op til den enkelte skole at fastlægge undervisningen, varierer det fra skole til skole.

Har Sex og Samfund ikke ret i, at det er godt at lære unge om samtykke, sætte grænser og sikker sex?

»Joda. Sikker sex er fint. Men langt vigtigere er det, at den sex, man har, er meningsfuld. At gøre den ’sikker’ er ikke nødvendigvis det samme, som at den er følelsesmæssigt sikker. Og selve reduktionen af sex til praktik, altså til anatomi og teknik, er med til at gøre sex mere afstumpet.«

Sex og Samfunds Generalsekretær Majbrit Berlau afviser Eva Selsings kritik.

»Vi siger netop meget tydeligt, også i vores undervisning og rådgivning, at porno ikke er en god kilde til viden om sex, fordi den ofte giver et stereotypt og unuanceret billede af sex, samtykke, kroppe og sikker sex,« skriver hun i et skriftligt svar til B.T. og tilføjer: 

»Vi har taget sex alvorligt i 70 år – det ligger sådan set i navnet – og derfor er vi stolte af at nå så mange unge med fagligt funderet seksualundervisning i tråd med lovgivningen, hvor vi netop ikke fortæller dem, hvad de skal mene, men giver dem viden og redskaber til selv at træffe informerede valg.«