Idéen er god nok: lad syv unge, idealistiske familier flytte ind i ghettoen og se, hvad der sker. 

Lok dem med et billigt, nyt rækkehus – som de tidligst må sælge efter fire år. Det konkrete program er mindre imponerende, desværre.

 For ’Tingbjerg-eksperimentet’ handler ikke særlig meget om Tingbjerg. Til gengæld handler det en hel masse om de progressive familier, der flytter derud.

Der ér lyspunkter: 

Beboerformanden Anja, der tørt bemærker om de unge, friske mennesker, der flytter til Tingbjerg: ”giv det fem år”, før de giver op.

Tidligere overborgmester Jens Kramer Mikkelsen, som nyder at høre sig selv holde usympatiske, bryske taler til mennesker, der ikke tør sige ham imod.

Tilflytteren Claus, der er frustreret over manglen på ’kaffebarer’, og at de ikke kan få lov at lave et lokalteater i et tomt hus.

 Claus vil gerne betale mere om måneden, så de kunne skabe nogle ”flere initiativer” – men som en dame fra kommunen minder ham om, så har mange af de andre beboere svært ved bare at betale huslejen. 

Claus vrænger på næsen og mukker, at det MÅ kunne lade sig gøre at tale om muligheder i stedet for problemer og huslejestigninger. Pøblens problemer!

Hvad skal man med kedelige, fattige mennesker, når der mangler ’kaffebarer’ og moderne danseteater?

Nej, udsendelsens egentlige stjerne er den kvindelige del af det meget venstreorienterede par, Maja og Thomas. 

Thomas, med piercinger og iklædt t-shirts med aggressive venstreorienterede budskaber, er vedhæng til Maja, som er husets chefideolog og ikke forpasser en lejlighed til at belære alt og alle, hun kommer i nærheden af, med sine nærmest parodisk woke holdninger. 

Thomas får at vide, at han ikke må sige ’tredjeverdenslande’, men i stedet skal tale om ’det globale syd’. 

En stakkels pædagog i børnehaven skal stå til regnskab for, at Majas egen søn havde fortalt hende, at der var en ’sort mor’. Andre pædagoger får læst og påskrevet om, at man ikke længere bruger ordet ’indianer’, men skal sige ’oprindelige folk’.

Maja er dog snedig. 

Hun forklæder sine intolerante og nedladende forsøg på at påtvinge omgivelserne sin egen politiske dagsorden som åbne spørgsmål: ”Hvordan tackler vi det, hvis der nu er en, der er queer? Har man en LGBT+QIA-politik på skolen?”, som lederen af den lokale skole for eksempel bliver afkrævet svar på. 

Helt afslørende er det, at stort set alle dem, Maja signalerer sin dyd til, er mindre ressourcestærke og lavere i det kulturelle hierarki end hende selv – hvilket hun utvivlsomt er klar over. Og udnytter.

Ville de turde sige hende imod? Nej.

Om aftenen læser hun højt for sine børn i en venstreorienteret bog om hudfarve. Alt i Majas liv handler om at bekræfte hendes identitet som et politisk korrekt og dermed moralsk ophøjet væsen. 

Hun er kvik nok til at skjule det meste af selvhævdelsen i uoprigtige indrømmelser af egne fordomme, men inde bagved er det tydeligt, at der gemmer sig et benhårdt og meget, meget kontrollerende sind. 

I seriens sidste scene, hvor sønnen Saxo starter på den lokale og særdeles multikulturelle skole, græder hun af glæde. 

Thomas forsøger at kysse hende på kinden, men hun vender sig væk. Dette øjeblik er hendes. En form for identitetsmæssig kulmination. Det hårde arbejde med at få bugt med egne fordomme om Tingbjerg er nu vendt til sejr: den endeløse mængde kulturel kapital, der vil tilstrømme den progressive mor, som kan fremvise sit eget barn midt i al den mangfoldighed. 

Det er Majas triumf.

’Tingbjerg-eksperimentet’ er først og fremmest et portræt af en venstreorienteret kvindes selvhævdende intolerance. 

Det er ikke u-spændende, men det er samtidig en personlighedstype, vi – hvordan skal jeg sige det pænt – bliver så rigeligt eksponeret for i disse år. 

Privilegie- og kaffebars-Claus får også en del taletid, men han er utroligt kedelig. Så er der nogle interviews med muslimske kvinder, som vil have folk til at flytte til Jylland i stedet for Tingbjerg. 

Men ingen taler med de unge mænd, særligt de kriminelle, som der må være en del af. Og der er forsvindende lidt med de aldrende etnisk danske beboere, som kun får et lille klip fra et banko-arrangement. 

Den ældre kvinde Lillian har en kort bemærkning om, at hun er den eneste dansker i sin opgang, selvom kommunen for år tilbage lovede, at der kun ville være ’en fremmed familie’ per opgang.

Hvor ville jeg gerne have haft Lillians og de andre bankospilleres historie.