Overalt i Europa har efterretningsvæsenet skærpet opmærksomheden over for en stadig mere forgrenet og kompleks højrefløj.

Den er parat til at begå vold eller terror mod mål som politiske modstandere, muslimer, jøder eller migranter. Det skriver Jyllands-Posten.

Onsdag blev den tyske by Hanau ramt af et angreb. En 43-årig højreradikal tysker dræbte ti mennesker og sig selv.

Efterfølgende slog Tysklands indenrigsminister, Horst Seehofer, fast, at højreekstremismen udgør den højeste sikkerhedstrussel mod Tyskland.

Norges efterretningstjeneste PST vurderer, at et højreekstremistisk angreb i Norge er lige så sandsynligt som et ekstremt islamistisk.

PST peger videre på, at højreekstreme i stigende grad finder sammen på tværs af grænser.

»Vi ser, at norske højreekstremister har større international kontakt, og at de højreekstreme grupper bruger samme slags propaganda, som islamisterne benytter,« siger Trond Hugubakken, informationschef i PST, til Jyllands-Posten.

Ifølge PST var der sidste år 16 angreb, der kunne relateres til højreekstremister. Det er en stigning fra syv i 2018.

I Danmark har Politiets Efterretningstjeneste (PET) for nylig eftersøgt en analytiker med særligt kendskab til højrefløjen.

Det private sikkerhedsfirma Certa opdaterede sidste år en rapport for Trygfonden over ekstreme miljøer i Danmark.

Der lød det, at det højreradikale miljø er kommet til at fylde mere.

»Der er klart mere fokus på højreekstremismen,« siger projektleder og analytiker Anna Warrington til Jyllands-Posten.

Hun peger på, at hvor det højreekstreme miljø tidligere var præget af en bestemt profil, er det nu mere fragmenteret. Det betyder, at det kan tiltrække flere og mere forskellige mennesker.

I Folketinget vil Enhedslisten efter onsdagens angreb i Hanau have regeringen til at skabe et overblik over, hvordan truslen fra højreradikale ser ud i Danmark.

Retsordfører Rosa Lund har derfor kaldt justitsminister Nick Hækkerup (S) i samråd om sagen.

»Jeg er blevet mere bekymret, fordi det er mange gange på kort tid, at vi har set angreb på minoriteter fra den yderste højrefløj.«

»Det er positivt, at PET er opmærksom på truslen, men det er ikke nok. Derfor må regeringen svare på, hvad den har tænkt sig at gøre for at beskytte minoriteter og forhindre angreb,« siger hun til Ritzau.

/ritzau/