Nobels fredspris 2019 går til etiopieren Abiy Ahmed for at skabe fred med nabolandet Eritrea.

Den etiopiske premierminister, Abiy Ahmed, modtager Nobels fredspris 2019 for at skabe fred med Etiopiens mangeårige fjende, nabolandet Eritrea.

Abiy Ahmed var på forhånd en af favoritterne til at modtage prisen. Han får den blandt andet foran den svenske klimaaktivist Greta Thunberg, som også var blandt forhåndsfavoritterne.

Abiy Ahmed modtager hæderen "for sin indsats for at skabe fred og internationalt samarbejde og i særdeleshed for det afgørende arbejde for at løse konflikten med nabolandet Eritrea", siger komiteen bag afgørelsen.

I modsætning til de videnskabelige Nobelpriser, der uddeles i Sverige, bliver fredsprisen uddelt i Norge af en komite, som er nedsat af det norske parlament, Stortinget.

Komiteen håber, at prisen kan medvirke til at styrke premierministerens arbejde for fred i regionen.

Selve prisoverrækkelsen foregår i december. I 2019 var der 301 i kandidater til prisen. Heraf 223 individer og 78 organisationer.

/ritzau/