Forskelligfarvet glasur, færdigmalede produktioner med hver deres motiv og kopper, skåle og fade i alskens former og størrelser.

Det er, hvad der møder dig, når du træder ind i keramikcafeen Art by Me, der har sin originale butik i Aalborg.

Den ene halvdel af duoen bag konceptet, Annette Terp, lukker os her ind i kreahøjborgens maskinrum:

– Hvordan vil du beskrive Art by Me?

»Et rummeligt og hyggeligt univers. Og et sted med god service.«

– Hvad er det sjoveste, der er sket på stedet?

»Det er sjovt, når vi har lavet bankoaften.«

»Folk gik op i det med liv og sjæl, og der var virkelig stor opbakning. Det er bare noget, der kan samle folk.«

»Vi måtte til sidst sige til folk, at vi simpelthen ikke kunne lukke flere ind.«

– Hvad er det værste, der er sket her?

»Det værste minde var for nogle år siden, da vi havde butik på Dannebrogsgade i 2018.«

»Der kom en vandskade på 2. sal, som gik ned i vores kælder, hvor al keramikken var.«

»Keramikken flød bare rundt og skulle slæbes op og ud i gården, men den stod ikke til at redde.«

»Så måtte vi starte forfra og rydde det hele op.«

– Hvad er det underligste, der er sket?

»Når vi stadig får spørgsmålet om, hvad vi laver til daglig.«

»Mange tror stadig, det er en hobby.«

»Men der var heller ikke mange, der troede, vi kunne leve af det, da vi startede det op.«

– Hvad er det bedste, der er sket?

»Der er sket mange gode ting. Vi synes jo, det er vildt, at vi er rykket ind i større lokaler i Aalborg og har åbnet en café i Aarhus.«

»Men en ting, jeg aldrig glemmer, var under genåbningen.«

»Vi skrev, at vores gæster måtte bære over med os, fordi vi var så ramt af corona, at der var meget lidt personale på arbejde.«

»Så fik vi mails fra damer, der sagde, at de gerne ville hjælpe os gratis, så vi ikke var nødt til at lukke ned. Det var så dejligt.«

– Er der et fakta om stedet, som ikke mange kender til?

»Vi donerer keramik til ungdomspsykiatrien og børneafdelingen i Aalborg, hvor de kan male og være kreative. Det giver et frirum fra sygdommen.«

»Det giver selvfølgelig en masse gode stunder, men også hårde, når der så lige pludselig står keramik fra børn, der ikke er her længere.«

– Hvorfor skal man lægge vejen forbi jer?

»I en travl hverdag kan man komme her og glemme tid og sted ved at blive fordybet i at male.«