DR nedlægger nu den del af giganten, der hedder Bruger, Marked og Publicering (BMB).

Dermed fratræder områdets direktør, Karsten Dyhrberg Nielsen.

Det skriver fagbladet Journalisten.

Nedlæggelsen kommer blot, et år efter at området blev oprettet.

Men nu lægges det så ind under Generaldirektørens Stab, hvor Lasse Bastkjær Jensen er direktør.

I en pressemeddelelse fra DR siger Maria Rørbye Rønn, der er generaldirektør:

»Jeg er sikker på, at en integration mellem de områder, der i dag har ansvaret for det tværgående og helhedsorienterede blik på vores kerneopgave, vil styrke DR’s virke og sikre en stærkere drivkraft bag implementeringen af strategien.«

Sammenlægningen af direktørområderne skal sikre en højere grad af tværgående perspektiv og samarbejde.

»Det bliver en fordel, at vi nu endnu bedre kan samtænke vores indsats, uanset om det gælder indhold, digitale brugerindgange, markedsføring eller kommunikation,« siger Maria Rørbye Rønn.

I efteråret 2022 nedlagde DR omkring 90 stillinger, mens der i januar var en ny fyringsrunde. Denne gang var det i afdelingen DR Medieproduktion, der blev skåret.