Et år efter corona: Joan har stadig problemer med at trække vejret

»Jeg tager ikke næste vejrtrækning.«

Den tanke sad 53-årige Joan Wardinghus fra Aarhus med, da hun sidste år blev ramt af corona.

»Det var forfærdeligt ikke at kunne trække vejret. Ens livlinje, som jeg nærmest sagde farvel til, fordi jeg hele tiden skulle kæmpe for næste vejrtrækning,« fortæller hun.

Nogle personer oplever corona-symptomer i længere tid end andre. Og Joan er en af dem, der føler sig virkelig ramt. Derfor stod hun første gang frem og fortalte sin historie til TV 2 Østjylland.

Vi begynder med at spole tiden et år tilbage. Tilbage til dengang, hvor corona helt bogstaveligt talt tog pusten fra hende.

»Jeg fik 40 i feber og havde tårnhøj puls, selvom jeg lå ned. Jeg havde en hovedpine, der føltes som en spændskive omkring hovedet, der hele tiden spændte til. Gardinerne skulle være nedrullede, fordi jeg ikke kunne tåle sollys, og så følte jeg, at jeg var blevet brændt af en brandmand over hele kroppen.«

Det beskriver Joan, der kort sagt ikke kunne rejse sig fra sengen.

Faktisk havde hun det så skidt, at hun 'stod på kanten' og tænkte, at hun ikke ville overleve:

Det lyder helt forfærdeligt. Men når Joan tænker tilbage, er det især følelsen af at være overladt til sig selv, der gør ondt:

»Lægerne kunne ikke hjælpe. De var jo bange for os, de første coronasmittede, og vidste ikke noget om sygdommen.«

Derfor blev Joan blandt andet anbefalet af sin læge at gå udenfor og få dagslys. Og selvom hun inden var blevet smittet med corona ved at træne op til et maraton, var hun ikke i stand til at bevæge sig ud i lyset.

Og i dag, et år efter, ruller hun stadig gardinerne ned.

»Jeg går mest ud, når solen ikke skinner. Jeg bærer solbriller, mørklægger huset og har svært ved lys fra skærme. Generelt er jeg meget sensitiv for ydre påvirkninger,« fortæller Joan.

Alt går langsommere end normalt. Rengøring af hjemmet skal tages i etaper for at undgå at blive stakåndet og helt udkørt. Smags- og lugtesansen er stadig svækket. Hun kan smage lidt forskelligt, men sødt er meget sødt, og fisk er virkelig slemt, fortæller hun.

Vejen til en 'normal' tilværelse kan virke lang, og spørgsmålene om senfølgerne er mange.

Derfor har Joan tilknyttet sig forskellige forskningsprojekter inden for senfølgerne af covid-19 på Skejby Sygehus. Det har hun gjort i håbet om, at man vil blive klogere på sygdommen.

»Når jeg har spurgt dygtige læger, hvad min krop fejler, så svarer de: 'Din krop er syg'. Men jeg har brug for noget konkret. Brug for, at der bliver sat ord på, hvad den fejler.«

Joan er stadig syg. Man kan dog ikke sige, hvad diagnosen helt konkret er, fordi immunsystemet er på overarbejde.

Men én ting er helt sikkert.

Joan nægter at lade corona vinde. Derfor kæmper hun hver dag for at få noget, der minder om hendes gamle hverdag, tilbage:

»Jeg er begyndt at lunte igen. Og folk i lokalområdet er ikke i tvivl om, at det er mig, når jeg kommer løbende. De kan høre min vejrtrækning på lang afstand,« fortæller hun.

Men hvor der er vilje, er der vej. Og 1. april begynder Joan sit projekt 'fra corona til Skagen'.

Her er planen, at hun skal løbe ture i forskellige byer op mod målet, som er Skagen.

»Jeg har trænet til det, siden jeg luntede ud for første gang for flere måneder siden, og jeg har lidt vej endnu mod noget, der ligner en form. Det betyder ikke, at jeg giver op, men vælger at gøre, som jeg plejer, og tro på, at det umulige bliver muligt,« fortæller Joan.