»Ulykken blev et vendepunkt i mit liv og har haft store konsekvenser – både privat og professionelt.«

Esben Elung-Jensen var pilot hos SAS, da ulykken skete. Nu er han i stedet en del af en kedelig statistik.

Hvor antallet af alvorlige cykelulykker generelt er stagneret de seneste 10 år, forholder det sig helt anderledes for én særlig gruppe: midaldrende mænd.

Det hænger ifølge en pressemeddelelse fra Ulykkeslinjen sammen med, at netop denne gruppe har taget mountainbiken og racercyklen til sig som motionsform.

Men når uheldet er ude, når man kommer susende ved høj fart på landevejene eller skovstierne, fører det desværre ofte til alvorlige ulykker.

Som da det skete for Esben Elung-Jensen.

Han brækkede nakken under et træningsuheld i juni 2018.

Først et år senere blev han udskrevet fra hospitalet, men til et helt andet liv end før.

»Jeg er i dag afhængig af hjælp fra det offentlige døgnet rundt og er i gang med et genoptræningsforløb ved specialhospitalet for polio- og ulykkespatienter. Jeg vil dog aldrig igen blive uafhængig af hjælp eller genvinde min førlighed,« siger Esben Elung-Jensen til Ulykkeslinjen.

Mange er for selvfede

Ulykkeslinjen, som giver gratis og uvildig vejledning for at hjælpe ulykkespatienter og deres pårørende til at tackle de udfordringer, der kan opstå efter en ulykke, oplever en stigning i antallet af henvendelser fra cykelmotionister, som er kommet til skade. Derfor har Ulykkeslinjen fået en tidligere professionel cykelrytter til at komme med gode råd til motionsrytterne.

Ifølge den tidligere banestjerne Jens Veggerby skyldes de mange ulykker, hvor midaldrende mænd er involveret, to ting: at cykelsporten som motionsform er blevet mere populær herhjemme, og at mange af dem, der har kastet sig over træningsformen de senere år, gør vejene usikre for sig selv og andre.

»Mange af de nye motionister er ikke så erfarne og skal lære det praktiske omkring cykling i en relativt sen alder, hvor indlæring generelt er sværere. Og desværre er mange af dem tilmed lidt for selvfede og selvsikre ude på vejene og skovstierne, men som med alt andet kræver det ydmyghed i starten, når man kaster sig over noget nyt,« siger Jens Veggerby, som i dag er direktør i Veggerby Sport og Kultur, som udbyder kurser i cykling for virksomheder og enkeltpersoner.

De, der har kastet kærligheden på mountainbiken, er også i risikozonen.

Dog af lidt andre årsager.

»I forhold til mountainbikeryttere i skoven er det en anden snak. Det er meget teknisk at køre på små smalle spor med grene og rødder i jorden. Manglende teknik og overmod spiller en stor rolle i ulykkerne i skoven,« påpeger Jens Veggerby.

Du kan læse hans råd til cykelmotionsfolket herunder.

Esben Elung-Jensen kommer aldrig til at sætte sig ind i cockpittet og styre et SAS-fly igen. I stedet er han blevet tilbudt et fleksjob i en anden stilling hos SAS.

»Min situation er en påmindelse om, hvor galt det kan gå for selv de mest erfarne motionister,« siger han.

Ulykkeslinjen oplever, at flere af dem, der er kommet galt af sted på landevejene eller i naturen, ikke har de nødvendige forsikringer og derfor ender med at stå med regningen selv. Eksempelvis defineres mountainbiking i visse tilfælde som 'farlig sport' af forsikringsselskaberne.

Derfor opfordres alle cykelmotionister til at sikre sig, at forsikringen er på plads, hvis uheldet skulle være ude.