I det meste af Erik Galvits liv holdt hans mor skjult for ham, hvem der var hans biologiske far. Han er søn af en af de kvinder, som blev stemplet som tyskertøs under besættelsen, og har brugt årtier på at undersøge sit ophav. Nu vil Erik Galvit have en undskyldning.
»Det er tid til, at den danske stat undskylder,« siger han og fortsætter:
»Både for den behandling, kvinder som min mor blev udsat for, og behandlingen af os børn.«
Hans krav kommer, efter den norske statsminister Erna Solberg i starten af oktober kom med en officiel undskyldning til de norske tyskertøser.
En tyskertøs var modstandsbevægelsens betegnelse for kvinder, som under Anden Verdenskrig blev kærester med tyske besættelsestropper. I Danmark anslås det, at omkring 50.000 kvinder havde intime forhold til soldater fra besættelsesmagten. Det kom der 10-12.000 krigsbørn ud af.
Mange af tyskertøserne blev udsat for afstraffelse i form af vold, klipninger, ydmygelse og stigmatisering. Myndighederne gjorde i meget få tilfælde noget for at stoppe det og retsforfulgte sjældent gerningsmændene.
Tusinder blev interneret i lejre og fængsler efter krigen. Deres forbrydelse var, at de havde forelsket sig i en tysk soldat.
Da Erik Galvit hørte om Erna Solbergs undskyldning i Norge, så han en åbning for en undskyldning i Danmark.
»Min mors liv var ødelagt. Hun levede resten af sit liv i frygt for at blive stigmatiseret. Den danske stat svigtede hende,« siger Erik Galvit.
Da Erik Galvits mor, Inger, under besættelsen i 1942 forelskede sig i den tyske soldat Otto Fritz og blev gravid, satte hun ind på en kurs, der fik ødelæggende konsekvenser for resten af hendes liv.
Hun var 17 år gammel og med stor risiko for at blive stemplet som tyskertøs.
Et stempel, som allerede på det tidspunkt havde udløst brutal afstraffelse for mange andre. Det kunne ske ved, at tyskertøserne blev hevet ud på gaden, fik klippet håret af og blev tvunget til at gå igennem byen i bar overkrop, hvor de blev hånet og spyttet på. De blev hængt ud i illegal presse som feltmadrasser og tyskerpiger.
Af frygt for lignende afstraffelse skyndte Inger Galvit sig at blive gift med en dansk sømand for at skjule, at hun havde fået barn med en tysk soldat.
»Hun var tvunget til at gifte sig med en mand, hun ikke elskede,« siger Erik Galvit.
»Men det betød, at hun i store træk undgik afstraffelsen.«
Til gengæld blev det starten på en livslang løgn.
Det var først, da hun lå for døden som 68-årig, at hun fortalte Erik Galvit, at hans far i virkeligheden var en tysk soldat.
I 1946 havde hun forsøgt at få Otto Fritz til at anerkende, at han var far til Erik. Men hun kunne ikke få rettens ord for, at han var barnets far – og dermed ingen økonomisk støtte fra staten.
»Det var ren afstraffelse. De her tyskerpiger skulle ikke have ret til noget som helst,« siger Erik Galvit.
Da Erik Galvit endelig fik aktindsigt i faderskabssagen i 2006, fik han navnet på sin tyske far – og fandt efterfølgende frem til tre brødre i Tyskland.
»Jeg fik aldrig den familie, jeg skulle have haft. Jeg mødte aldrig min far. Alle lukkede ned for det. Staten skal undskylde, at jeg ikke måtte vide, hvem min far var. De skal undskylde al den smerte, vi kunne have været foruden,« siger Erik Galvit.
Anette Warring, historiker ved Roskilde Universitet og forfatter til bogen 'Tyskerpiger', er den førende ekspert på området i Danmark. Hun mener, at der er belæg for en lignende beklagelse eller undskyldning fra den danske stat.
»Der skete utvivlsomt ting i Danmark, som brød med principperne om, hvordan man som retsstat behandler sine borgere. Men hvis man mener, at en undskyldning kræver, at der skal være sket egentligt lovbrud, er sagen mere tricky,« siger Anette Warring og fortsætter:
»Man kan ikke dømme fortiden ud fra nutidens standarder. Men en beklagelse eller undskyldning kan være en måde, et samfund anerkender de lidelser, som befolkningsgrupper har været udsat for af flertallet.«
Hun mener, at en bredere undskyldning eller beklagelse kan komme på tale. Især fordi interneringen af tyskerpiger fortsatte, efter det danske politi blev genindsat efter den 13. maj 1945.
»Der er basis for, at man fra officiel side undskylder, at man ikke levede op til sine egne idealer som retsstat. Man kan godt give en undskyldning for, at der skete overgreb på retssikkerheden.«
