Senest på fredag skal pelsdyravler Erik Vammen slå sine 4.000 mink ihjel for at undgå bøde eller fængselsstraf.

Men han holder stadig fast i et sidste håb: At fødevareministeren giver tilladelse til, at han må donere sine dyr til et forskningsprojekt, så de danske mink kan bevares for fremtiden.

»Det er da alletiders, at de kan komme til gavn i stedet for at blive aflivet,« siger Erik Vammen, der kun kender til en enkelt anden pelsdyravler, der endnu ikke har aflivet sine mink.

Udover at bevare danske mink for fremtiden skal forskningsprojektet også lave nye undersøgelser af, hvordan coronavirus spredes blandt mink, så man kan indrette minkfarmene på den mest forsvarlige måde.

Minkavler Erik Vammen.
Minkavler Erik Vammen.
Vis mere

Dansk Folkeparti og Konservative har taget initiativ til projektet.

»Vi får ikke den samme minkbranche, som vi havde før. Men vi kan stadig være det land med de fineste gener og det fineste skind. Det kunne være fantastisk,« siger Dansk Folkepartis fødevareordfører, Lise Bech.

»Så kunne vi måske få en lille nicheproduktion med eksport af avlsdyr,« forklarer hun.

Det var statsminister Mette Frederiksen, der på et pressemøde 4. november beordrede alle mink aflivet og dermed satte gang i en lukning af erhvervet, der årligt har eksporteret minkpelse for milliardbeløb.

Det gjorde statsministeren uden at have lovhjemmel til det, men den er sidenhen kommet på plads.

I loven er der en særlig kattelem, hvor fødevareministeren kan give tilladelse til, at minkavlere ikke skal aflive deres dyr, hvis de skal bruges til tekniske og videnskabelige undersøgelser.

Tre forskere fra Rigshospitalet, Københavns Universitet og Aarhus Universitet har meldt sig til projektet.

Nu håber pelsdyravler Erik Vammen, at det lykkes, så mange års arbejde med at fremavle mink ikke er fuldstændig spildt.

Som barn løb Erik Vammen og legede under minkburene på den farm, hans far og bedstefar havde bygget ved Hobro.

I dag har han en topmoderne pelsdyrfarm med rustfri bure, frysehus, fodderkøkken, pelseri.

Erik Vammens minkbesætning rummer foruden almindelig mink også en helt speciel type, han møjsommeligt har fremavlet gennem årtier. Hvid minkpels af høj kvalitet med et pift af brun eller sort, som var det sprayet på.

»Det er ærgerligt, at man har fremavlet noget, som er så ualmindeligt, og så skal det bare smides i skraldespanden eller i en container. Det er nærmest en art, man udsletter,« siger han.

To soldater aflægger visit ved Erik Vammens pelsdyrfarm ved Hobro for at tælle hans besætning af mink. Ifølge Erik Vammen var det to flinke unge mænd.
To soldater aflægger visit ved Erik Vammens pelsdyrfarm ved Hobro for at tælle hans besætning af mink. Ifølge Erik Vammen var det to flinke unge mænd. Foto: Erik Vammen
Vis mere

Efter Mette Frederiksen havde givet ordren om aflivning af mink, blev Erik Vammen ligesom andre minkavlere ringet op af Forsvaret, og han endte med at lukke to soldater ind på sin grund, så de kunne tælle hans mink.

Soldaterne ankom i en camouflagefarvet firhjulstrækker. De iførte sig hvide dragter, og så gik de rundt til alle burene og talte mink.

»Jeg synes, det er komplet latterligt. Det er en kæmpe overreaktion, og det er helt ude af proportioner. Tænk, at det skal gå så galt i Danmark, at man skal have sine raske mink talt op af militæret,« siger han.

Nu håber han, at hans mink bliver til gavn for forskningsprojektet, i stedet for at de skal gasses og smides i en minkgrav.

Fødevareministeriet vil tirsdag aften give et svar på, om der gives tilladelse eller ej.