Det er et naboskab, som byder på mange farverige oplevelser, når man bor dør om dør med et landevejsbordel.

Det kan 70-årige Erik Brogaard skrive under på. Han har trods alt boet ved siden af et i næsten to årtier.

En enkelt gang måtte han afværge en konflikt, da han hørte sin kvindelige nabo skrige og banke på væggen efter hjælp. Politiet kommer jævnligt forbi, og det sker også, at Erik Brogaard må træde til, hvis kunderne er for insisterende, banker for hårdt på eller vil ind flere ad gangen.

Men for det meste er det roligt og hyggeligt, som han tidligere også har fortalt til JydskeVestkysten.

»Jeg holder af et godt naboskab. Vi taler sammen næsten dagligt, og det sker også, at vi starter grillen og spiser lidt mad sammen. Jeg hjælper også til, hvis hun har tekniske problemer, som hun ikke selv kan klare. Hvis en sikring er sprunget eller varmen er væk,« forklarer han.

»Men vi har ikke et intimt forhold. Det holder jeg adskilt, den slags.«

I øjeblikket er det en kvinde i sine 40'ere, som Erik Brogaard beskriver som fra 'syd for ækvator', der helt legalt lejer nabohuset. Nogle år tidligere var det kvinder af asiatisk udseende.

Man vælger ikke selv sine naboer, men det er vigtigt for Erik Brogaard at have et godt forhold til sine naboer, hvor man passer sit og ikke snager.

Det er dog nemmere sagt end gjort, når bordellets soveværelse deler væg med hans stue i det sammenbyggede hus, der ligger i udkanten af Ølgod.

»Hvis de rammer væggen, kan jeg godt høre det. Normalt hører jeg dem ikke stønne, men jeg lytter heller ikke ved væggen. Det er ikke meget anderledes end helt almindelige naboer,« fortæller Erik Brogaard, der efter to ægteskaber i dag bor alene.

Inde ved siden af er kvinden også alene om sin forretning, og Erik Brogaard har derfor flere gang været nødsaget til at træde til med en særlig nabohjælp.

En dag kunne han høre kvinden ved siden af banke hårdt på væggen og skrige højt, og så vidste han, at der var noget galt. En af hendes mandlige kunder havde uden samtykke forsøgt at binde hende.

»Jeg gik hen og bankede på, og så kom hun løbende ud. Jeg tog hende hjem og gav hende et tæppe om sig, hvorefter jeg gik tilbage og fortalte manden, at jeg havde kontaktet politiet - og så kørte han surmulende væk. Det var ikke så svært.«

Det er også hændt, at Erik Brogaard sammen med sin nabo samarbejdede om at få en opfindsom kunde anholdt. Hun havde fået et opkald fra en mand, som påstod at have fundet en pakke i vejgrøften med hendes navn på. Han ville gerne aflevere den personligt, men mod en findeløn, som skulle betales i naturalier.

»Men den var nok stjålet, for der er jo ikke nogen, som finder en pakke i en grøft,« forklarer Erik Brogaard. »Vi fik politiet involveret, så da manden kom til huset, gik jeg derover med politiet i røret og sagde til manden, at der var nogen, som lige ville tale med ham. Han fik godt nok travlt med at komme ud. Jeg har aldrig set nogen starte en bil så hurtigt.«

Heldigvis havde Erik Brogaard allerede noteret bilens nummerplade på en blok papir.

Han vil dog ikke kalde sig for husets dørmand, selvom han træder til efter behov og ofte må afvise kunder, der har forvildet sig hen til den forkerte dør.

I det store hele er det ikke så slemt, som folk måske tror, og Erik Brogaard har intet ondt at sige om sin nabo.

»Vi skal gøre det, vi hver især vil. Hun skal jo tjene penge, og bare de respekterer mig som nabo, så er det fint.«