Du tog den svære beslutning. Du sad sammen med din snarlige eksmand og fortalte børnene, at I skulle skilles. Du solgte det fælles hjem og startede et nyt liv – men så kom tvivlen. Var det den rigtige beslutning?
Læs med, når Daisy Løvendahl taler om tvivl efter skilsmissen med en kvinde, der har genopdaget det, hun elskede ved sin mand, og som stiller sig selv spørgsmålet, om utroskab nogle gange kan tilgives?
»Det var så simpelt, da Thomas kom hjem og sagde, at han havde været mig utro. Jeg pakkede mine ting. Ugen efter havde vi talt alt igennem om skilsmissen. Det var utilgiveligt, og jeg skulle skilles.«
Sofie holder en pause, og jeg spørger hende, om det stadig er simpelt. Hun svarer:
»Nu er det svært. For jeg har tænkt meget på os det sidste år. Thomas og jeg har talt meget mere sammen end de sidste 10 år. Han bliver ved med at sige, at det var en fejl. At han gjorde det, fordi han sad fast i livet med mig. Og jeg har erkendt, at vi ikke længere var kærester.«
Jeg spørger ind til, hvad de er nu.
»Jeg ved ikke, hvad vi er længere. Vi er skilte forældre, der spiser sammen ugentligt, fordi det er godt for børnene. Som taler godt om alt muligt, og som kender hinanden. Han er stadig den, jeg har lyst til at dele min dag med, men han er også en, der har såret mig virkeligt meget.«
Mens Sofie taler, popper en anden af mine klienter op i mine tanker. Hun oplevede også sin kæreste være utro og var tæt på at gå fra ham. Men hun blev klar over, at den reaktion kom fra en forventning om, at det skal man gøre, når ens mand er utro. For at tilgive er at miste sin selvrespekt. Da hun fik stillet skarpt på den tanke, valgte hun at blive en tid for at finde ud, hvad hun reelt følte – og det blev et vendepunkt for dem som par. Jeg tænker på hende, fordi jeg hører ekkoer af samme historie hos Sofie. Der er en norm om, at utroskab er utilgiveligt. At når det sker, så er der kun en løsning, og det er skilsmisse. Stor respekt for den beslutning, men hvad hvis den 'automatreaktion' ikke er sand for alle?
Jeg bruger de næste samtaler på at støtte Sofie i at stille ind på, hvad hun føler, og hvilke livsprincipper der støtter hende. Hun kommer tilbage og fortæller:
»At udforske ideen om, at skilsmisse måske ikke er den eneste rigtige reaktion på utroskab, har virkelig åbnet mine øjne. Men det har også frustreret mig! For hvis vi ikke behøvede at blive skilt, kan vi så være sammen igen?«
Jeg kan ikke lade være med at smile til hende, da jeg spørger, om hun har lyst til at være sammen med ham. Hun svarer:
»Ja. Nej. Jeg ved det ikke! Ville det ikke være forkert? Vi har jo brudt op en gang.«
Sofie sætter ord på, at hun efter skilsmissen har fået øje på mange ting, hun elsker ved Thomas.
»Jeg lægger mærke til, hvor god en far han er. At han er ærlig. At vi kan tage et glas vin i køkkenet nu og tale, mens børnene ser iPad. Han har en lun humor, som jeg holder af. Men jeg oplevede også de ting forsvinde for os i hverdagen. Så jeg ved ikke, om vi kan fungere, eller om vi igen ville ende et svært sted.«
Jeg spørger hende:
»Hvad hvis du aldrig kan vide det? Hvis det bare er del af livets logik, at vi ikke kan regne ud, om noget er rigtigt eller forkert syv år længere fremme i livet, før vi står der?«
Sofie tænker lidt og siger så:
»Så er Thomas den mand, jeg helst vil være sammen med nu.«
Nogle dage efter denne samtale får jeg en sms fra Sofie:
'Thomas sov her i nat, og jeg følte en stor lykke ved at vågne op og føle mig sammen med ham. Sammen som familie. Jeg ved ikke, om det er, fordi han er mine børns far, eller om han er manden i mit liv, eller om det er rigtigt at prøve igen, men jeg er glad for at være her lige nu.'
