20-årige Oscar Kornbech Kyowsky kommer formentlig aldrig til at glemme onsdag 20. maj 2020.

Det blev nemlig dagen, hvor han som gymnasiets første elev kunne gå ud fra sin sidste eksamen og få studenterhuen på.

»Jeg har det dejligt. Jeg var til en skriftlig eksamen, så det var en anderledes måde at slutte af på, men så fik vi det gjort sådan, at jeg kunne få huen på herhjemme. Jeg er meget glad,« fortæller den nyudklækkede student fra Kalundborg Gymnasium til B.T.

Det endte ellers med at være alt andet end en traditionel afslutning på gymnasietiden for Oscar Kyowsky, da han onsdag eftermiddag var til eksamen i skriftlig engelsk. Han var nemlig kun oppe til en enkelt eksamen i år.

Det var Oscars kæreste, Nicoline, der fik æren af at sætte huen på hovedet.
Det var Oscars kæreste, Nicoline, der fik æren af at sætte huen på hovedet. Foto: Privatfoto
Vis mere

På grund af coronaudbruddet har regeringen nemlig besluttet, at afgangselever kun skal op til tre afsluttende eksaminer. Og da Oscar har taget et fireårigt gymnasieforløb, så han sideløbende har kunnet tage et musikkursus, manglede han kun en enkelt eksamen.

De to andre klarede han nemlig allerede sidste år.

Efter huen kom på, har Oscar tilbragt dagen derhjemme sammen med sin familie. Corona-situationen betyder nemlig, at det ikke er blevet til den helt store fejring.

Men selvom dagen har været noget anderledes, så har det ikke kunnet tage glæden fra den nye student væk.

»Det er jo begrænset, hvor mange man må samles, men jeg har sørget for at invitere nogle, så jeg stadig kunne fejres med manér af min familie,« fortæller Oscar Kyowsky og fortsætter:

»Jeg ville også gerne have inviteret en helt masse af mine venner, men sådan er det, og vi har fået det bedste ud af det. Det har været en rigtig hyggelig dag indtil videre.«

Ligesom resten af gymnasieeleverne håber han dog på, at han på et senere tidspunkt kan få lov til at fejre studentertiden sammen med sine venner. Eksempelvis er det endnu uvist, om årets studenter får lov til at køre i studentervogne, som der ellers er tradition for.

Studenterkørsel eller ej, så har Oscar Kornbech Kyowsky allerede styr på, hvad der skal ske efter sommerferien.

»De næste par år regner jeg med at holde sabbatår og få noget erfaring på arbejdsmarkedet, og så vil jeg gerne læse musikvidenskab, når tiden er til det.«