Danmark bliver ofte nævnt som et foregangsland, når der i udlandet tales om ligestilling, men virkeligheden er, at vi daler ned på den internationale rangliste. For ti år siden var vi nummer 8, i dag ligger vi som nummer 19 på World Economic Forums Gender Gap Report.
Er det en illusion om, at det går godt med ligestillingen herhjemme?
Det spørgsmål stiller vi i dag tre stærke danske kvinder, for i anledning af kvindernes internationale kampdag at få en snak om, hvordan de ser på kønsroller og ligestilling i dagens Danmark.
»Ja«, siger den digitale trend- og fremtidsanalytiker samt indehaver af sitet Elektronista.dk Christiane Vejlø.
»Vi bilder os ind, at vi har ligestilling, men vi er der ikke endnu.«
Hun mener, at det er fordi, vi danskere har en selvopfattelse af at være moderne og frigjorte, at ser vi os selv som ligestillede. Men hun peger på, at tallene fortæller en anden historie
Tv- og radiovært Sara Bro er enig.
»Jeg gik selv rundt og troede, at vi havde ligestilling, men jeg har fundet ud af, at det har vi jo overhovedet ikke.«
Ligestillingsdebatten har i de sidste mange år været domineret af snak om bestyrelsesposter og antallet af kvindelige topledere i dansk erhvervsliv. Det har måske været med til at gøre diskussionen meget fjern for flertallet af danske kvinder, som ikke ser det som relevant for dem selv.
Men ligestilling handler også om det nære.
En undersøgelse af fordelingen af de huslige pligter i hjemmet, lavet af Voxmeter blandt mere end 1000 danskere, viste, at det stadig er kvinderne, der hænger på det huslige arbejde. 65 pct. af kvinderne svarede, at de bruger mere tid om ugen på husligt arbejde end deres partner, mens det samme kun gjaldt for 14 pct. af mændene.
Tv-værten Lene Beier fortæller, at hendes mand Anders laver lige så meget som hende, men:
»Vi bruger også meget tid på at tale om det, for det er der, det halter. Det er stadig kvinderne, der køber tøj, får sat en vask over og holder sammen på familien«.
Hun fortsætter: »Hjemme hos os tog vi i fællesskab en beslutning om, at der ikke måtte være noget, der skulle stå i vejen for vores drømme – så måtte vi få det løst. Jeg har været ekstremt heldig med den partner, jeg har fået. Men jeg er ofte blevet mødt med spørgsmålet: 'Hvordan kan du være så meget væk fra dine børn?' Og hvis man bliver ved med at blive spurgt, begynder man til sidst at spørge sig selv, om det nu også er en god idé.«
På Kvinfo har man i den seneste tid oplevet en stigende interesse fra folkeskole og gymnasieelever, der ønsker at skrive opgaver om køn og ligestilling.
Ifølge dem har de unge svært ved at forstå, hvordan vi i Danmark kan have en fortælling om ligestilling som en kerneværdi, vi allerede har opnået, når de i deres hverdag oplever noget andet. For de unge oplever stadig, at der er stor forskel på forventningerne til drenge og pigers adfærd, hvad angår opførsel, seksuel adfærd og valg af uddannelse.
Christiane Vejlø genkender det billede fra sin dagligdag og fortæller en historie om, hvordan hun i en legetøjsbutik spurgte efter noget videnskabslegetøj og med det samme blev spurgt: 'Hvor gammel er din søn?', selv om indkøbet var tænkt til hendes datter.
»Jeg drømmer om en dag at skulle stå i kø til pigetoilettet på en tech-konference,« siger hun og efterlyser, at vi præsenterer børn for flere muligheder og undgår at fastholde dem i de stereotype kønsroller, for på den måde at åbne deres horisont mod andet end de klassiske kvindefag.
Lene Beier fortæller om en tilsvarende oplevelse, hvor hun havde svært ved at få ekspedienten til at forstå, at hendes 8-årige søn Otto gerne ville have lyserøde sneakers. 'Du kan godt få dem i en anden farve,' blev ekspedienten ved med at sige.
Samtidig erkender hun, at hun selv engang imellem er med til at holde fast i de gamle roller:
»Når der f.eks skal gås tur med hunden om natten eller køres storskrald – så tænker jeg, at det selvfølgelig er Anders' job, og det gør jeg kun, fordi han er mand, men det er jo noget pjat, for i min verden findes der ikke mande- og kvindejob.«
Det er formodentligt den slags adfærd i de danske hjem, der kan være med til at forklare det overraskende resultat af en nylig undersøgelse foretaget af analyseinstituttet Wilke for avisen.dk. Her viste det sig, at jo yngre man er, jo mere tilbøjelig er man til at acceptere, at kvinden står for det meste husarbejde. Selv om flertallet trods alt synes, at der var tale om en forældet tradition, var der hele 39,5 procent af de 18-29 årige, som syntes, det er helt ok.
»Systemet er også med til at holde os fast,« siger Sara Bro og fortsætter: »Børnechecken bliver stadig sendt til min Nemkonto, og selv om jeg har prøvet at få institutionen til at forstå, at de også kan ringe til Asger (børnenes far), så bliver de ved at ringe til mig, når der skal kommunikeres omkring børnene.«
Kønsrolledebatten har det med at dele vandene, og det kan være et upopulært emne at tage op.
»Man skal virkelig gide det, for man ender ofte med at være en killjoy, der ødelægger den gode stemning, når man siger: 'Hey, den der sexistiske joke var ikke okay,' eller 'hov – har vi ikke for få kvinder på redaktionen?' Jeg har ofte styret uden om den snak, fordi jeg ikke vil sættes i bås som en kampklar feminist, der vil skære pikken af mændene,« siger Sara Bro.
Christiane Vejlø genkender problematikken: »Jeg ville ønske, at jeg ikke skulle have de her samtaler, men engang imellem bliver vi nødt til det. Problemet er, at det er meget nemt at blive misforstået. Men det handler jo ikke om, at kvinder skal have det bedre end mænd. Det handler om, at mennesker skal have lige muligheder. Mange taler om amerikanske og svenske tilstande som skrækeksempler, men vi bliver nødt til at erkende, at hvis vi ikke aktivt gør noget mere for ligestillingen, så går vi snarere baglæns end fremad.«
Sara fortæller om engang, hvor hun følte, at hun var nødt til at tage fat i en urimelighed. »Da jeg i starten af min karriere fik job på Zulu, opdagede jeg, at min medvært fik tilbudt en løn, der var 5000 kroner højere end min, selv om vi ellers havde ens kontrakter og lavede det samme. Heldigvis havde jeg nogle at tale med, som kunne fortælle mig, at det ikke var rimeligt og derfor bad jeg om at få det ændret.«
Sara fik rettet sin løn uden problemer, men oplevede det som ubehageligt selv at skulle bede om det og synes, det er urimeligt, at det skal være op til den enkelte at mønstre det mod. »Man skal turde – for det er ikke altid, at det bliver modtaget godt at komme med indsigelser. Ofte får man lyst til at sige: 'Nej – jeg er ikke en skingrende sindssyg feminist, jeg står bare op for mig selv, ligesom du ville have gjort'.«
Sara ville gerne ved sidste folketingsvalg have stemt på nogen, som havde ligestilling som en mærkesag, men kunne ikke finde nogen.
