Bo Søgaard går helt vildt op i halloween og har forvandlet sin have i Løvel i Midtjylland til byens største turistattraktion, hvor folk valfarter til for at se den uhyggelige halloween-udstilling.

Det indebærer ulve, der hyler, en gammel rustvogn, ligkister og en håndfuld gravstene. Og det stopper ikke dér. Skeletter, der hænger i løkker, og en bil, der er kørt ind i halmballer. Læg oveni dusinvis af edderkopper med spindelvæv, uhyggelige græskar og en fangekælder.

»Det er blevet stor hobby. I stedet for at sætte julelys op i haven, så er det min ting,« siger Bo Søgaard til B.T.

Hobbyen startede, da Bo Søgaard fyldte 30 år. Hans fødselsdag ligger nemlig samme dag som halloween, den 31. oktober. Da han skulle fejre sin runde fødselsdag, gik han all-in på pynten.

»Jeg inviterede 70 mennesker til fest med kæmpe halloween-tema. Jeg købte kister og lidt forskelligt. Siden er det blevet vildere og vildere,« siger Bo Søgaard, der på onsdag fylder 37 år.

Han vurderer, at han gennem årene har brugt mellem 30.000 og 40.000 kroner på halloween-pynt. Når der skal pyntes op, bruger han med hjælp fra naboerne flere dage på at gøre sin have klar. Og det er ikke kun naboerne, der kommer i haven.

»Bare i dag har der været 100 mennesker forbi for at kigge. Sidste år kom der i alt mellem 1.500 og 2.000 mennesker, og nogen kom hele vejen fra Aarhus,« siger Bo Søgaard og tilføjer:

»Det er jo byens største turistattraktion.«

Bo Søgaard har brugt mellem 30.000 og 40.000 kroner på pynt til Halloween gennem årene.
Bo Søgaard har brugt mellem 30.000 og 40.000 kroner på pynt til Halloween gennem årene.
Vis mere

I år har Bo Søgaard ikke inviteret gæster på sin fødselsdag, da han sidste år endte med at stå i haven hele aftenen og snakke med nysgerrige besøgende. Til gengæld vil der være en overraskelse til dem, der kommer forbi.

»På onsdag åbner jeg garagen, så kan man komme ind og besøge en overraskelse her,« siger Bo Søgaard.

Selvom det er en omfattende hobby, som Bo Søgaard har, vil han fortsætte den et par år endnu.

»Jeg stopper, hvis jeg en dag bliver træt af det. Men lige nu er det spændende og sjovt, og det bliver jo større og vildere fra år til år,« siger han.

Foto: Bo Søgaard
Vis mere