Lyt til artiklen

Stigende udrulning af vacciner bidrager til at holde kontakttallet nede, lyder det fra sundhedsminister.

Kontakttallet for coronavirus er i denne uge opgjort til 0,9, oplyser sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på Twitter. Det er det samme som i sidste uge.

- Kontakttallet er beregnet til 0,9, så epidemien ser fortsat ud til at være faldende. Primært takket være vaccinerne, skriver han.

Magnus Heunicke skriver desuden på Twitter, at Danmark er rykket nærmere Sundhedsstyrelsens målsætning om, at 90 procent af alle borgere over 12 år skal have påbegyndt vaccination inden 1. oktober.

Status er tirsdag, at 86,13 procent har fået første stik. Omkring 194.000 mangler at blive vaccineret for at nå målet.

Kontakttallet - der tidligere gik under betegnelsen smittetrykket - er en beregning af, hvor smitsom coronavirus er.

Når tallet er på 0,9, vurderes det, at 10 smittede i gennemsnit smitter 9 andre. Dermed er epidemien altså aftagende.

I øjeblikket spreder smitten sig især blandt børn og unge, der ikke er vaccineret.

Ifølge Viggo Andreasen, der er lektor i matematisk epidemiologi på Roskilde Universitet, må kontakttallet blandt uvaccinerede børn isoleret set forventes at blive noget højere, når vi går ind i efteråret.

Ifølge hans estimater vil kontakttallet være omkring 1,5-2,0.

Det bygger han på, at kun en ganske lille andel af børnene tidligere har været smittet, at Delta-varianten er mere smitsom, og at corona har vist sig at være mere smitsom i efteråret og vinteren.

- Nu kommer der en helt ny epidemi til en gruppe af børn, hvor der stort set ikke er nogen, der har været smittet indtil videre.

- Men vi er nok nødt til lade epidemien løbe i et vist omfang, fordi vi ikke rigtig har nogen alternativer.

- Vi er stort set nået så langt, vi kan med vaccinerulningen, så medmindre vi vil fortsætte på ubestemt tid med nedlukninger, så er vi nødt til at acceptere, at smitten spreder sig i et vist omfang, siger Viggo Andreasen.

Fra 10. september bliver coronavirus ikke længere betragtet som en samfundskritisk sygdom i Danmark.

Det betyder blandt andet, at der i hovedtræk ikke vil være flere coronarestriktioner i Danmark.

/ritzau/