For at få råd til det man gerne vil, må man spare andre steder.

Det mantra lever familien Christensen fra Fredericia efter, skriver TV 2.

Madbugettet sneg sig sidste måned op på sølle 474,55 kroner, mens vandforbruget det senste år har kostet 1.112 kroner.

Til sammenligning bruger en dansk familie i gennemsnit 3.000 kroner på mad om måneden og 10.000 kroner på vand om året.

Vandregningen er så lav, fordi oliefyret er slukket fra april, og det derfor står på kolde brusebade.

Familien Christensen består af mor Kirsten, Silas på 13 år og Martin på 17.

Familien bruger heller ikke ret mange penge på tøj, da de udelukkende handler i genbrugsforretninger. Dog kan dankortet godt svinges, hvis børnene har brug for noget bestemt til deres sport eller for, at de ikke skal føle sig udenfor.

»Jeg har rejst meget som ung, og det har været min store drøm at vise mine drenge så meget af verden som muligt. Og så må man spare andre steder, når man kun har én indtægt,« siger 57-årige Kirsten Christensen, der arbejder som sosu-assistent og pædagogmedhjælper, da hun besøger Go' Morgen Danmark.

For at familien bliver mætte vælger de at 'skralde' - hvilket vil sige, de går på jagt efter mad i supermarkedernes affaldscontainere.

Den sparsomme hverdag er dog tjent hjem for familien på de rejser, de tager på sammen. Og sparemanøvrene er blevet en slags hobby, de kan dyrke i fællesskab.

Rejserne har medført fantastiske oplevelser. Senest har Kirsten og børnene været tre måneder i USA, hvor de tomlede sig cirka 20.000 kilometer fra New York City, op gennem Canada og videre til Alaska.

Turen tog tre måneder. Silas' fødselsdag blev fejret i Alaska sammen med de lokale og en flok bjørne.