Da Fatih Baran, som stiller op til Folketinget for Enhedslisten i Københavns Omegn, lørdag holdt valgtale til en kurdisk nytårsfest i Skovlunde, hang der et bemærkelsesværdigt banner ved siden af ham.
På banneret var Abdullah Öcalan, den fængslede grundlægger og leder af den kurdiske terrororganisation PKK. En mand, som Fatih Baran har hyldet flere gange tidligere.
Rundt omkring i festlokalet hang desuden flag fra de PKK-affilierede militære organisationer, YPG og YPJ.
PKK er af både EU og USA stemplet som en terrororganisation og har gennem årene stået bag flere voldsomme angreb, hvor civile er blevet dræbt.
Fatih Baran afviser, at han blåstempler hyldesten af Abdullah Öcalan med sin deltagelse i festen, men ønsker ikke at stille op til et interview om, hvorfor han alligevel holdt valgtale og gjorde reklame for sit folketingskandidatur.
»Jeg tager den dybeste afstand fra vold mod civile, uanset hvem, der begår den,« understreger han overfor B.T. i en sms.

»Jeg var til kurdisk nytår, for at holde en nytårstale, fejre lysets komme og vise medfølelse for de civile kurdere, der bliver brutalt undertrykt af Erdogans regime, det har intet at gøre med at hylde Öcalan,« uddyber han.
Hvorfor han ikke vendte om, da han så banneret af Abdullah Öcalan, svarer Fatih Baran ikke på.
Dog er Fatih Baran »glad« for, at »Öcalan har opfordret PKK til at nedlægge våbnene og opløse sig selv, så der kan søges en fredelig politisk løsning på Tyrkiets og Erdogans undertrykkelse af kurderne,« skriver han.
PKK står ikke desto mindre fortsat på både USAs og EUs terrorliste.

B.T. har tidligere afsløret, at Fatih Baran ved flere andre lejligheder har hyldet Abdullah Öcalan og PKK, og at han desuden har holdt en mindetale for en kurdisk selvmordsbomber.
Læs mere om det i artiklen herunder.


