Hidtil har ældre og særligt sårbare været dem, der skulle tage sig mest i agt for at blive smittet med coronavirus.

Nu ser det ud til, at også børn er i en særlig risikogruppe. Det skriver New York Post.

Ifølge engelske læger, der netop har udgivet deres forskning i tidsskriftet JAMA Neurology, ser det ud til at nogle børn, efter at have fået covid-19, har udviklet en sekundær lidelse, der giver skader i hjernen.

Lidelsen kalder forskerne for covid-19 pædiatrisk multisystem inflammatorisk syndrom. Sygdommen minder om Kawasakis syndrom, som læger tidligere har forbundet med coronavirus, men det nye syndrom er mere alvorligt, advarer forskerne.

»Et stigende antal rapporter om børn, der udvikler systemisk inflammatorisk respons, der kræver intensiv pleje. . . antyder, at børn til trods for den typisk milde akutte infektion kan være i høj risiko for et sekundært inflammatorisk syndrom,« konkluderer forskerne.

Tidligere studier har fundet en sammenhæng mellem covid-19 og hjerneskader, der viser sig som svimmelhed, hovedpine, epilepsianfald, forandringer i hjertet, talen eller balancen. Men det er første gang, at lægerne registrerer følgevirkningerne hos børn.

Lægerne har fulgt 27 børn, der alle har haft corona, og som siden udviklede det inflammatoriske syndrom.

Hos fire af børnene kunne lægerne efterfølgende konstatere tydelige hjerneskader. To af børnene blev dog udskrevet fra hospitalet efter en måned, mens to andre måtte i kørestol – selvom de var i bedring.

De nye fund får forskerne til at fastslå, at coronavirus skal mistænkes, så snart børn har neurologiske problemer.