Omtrent 240.000 borgere kan forvente at modtage brev med spareråd i en tid med store udsving i priserne.

Energistyrelsen vil hjælpe de danske gasfyrsejere med at tage toppen af gasregningen.

Derfor får omtrent 240.000 borgere nu en række spareråd i deres digitale eller fysiske postkasser.

Det skriver Energistyrelsen i en pressemeddelelse.

»Energistyrelsen ser det som en vigtig opgave at hjælpe blandt andre de borgere, der har gasfyr, med gode råd om, hvordan de bedst kan reducere varmeforbruget og tage toppen af gasregningen,« siger kontorchef i Energistyrelsen Vincent Rudnicki i pressemeddelelsen.

Brevet er en del af en landsdækkende energisparekampagne, som har til formål at sænke forbruget af energi i en tid med store udsving i priserne.

Konkret er brevet afsendt til personer, der ifølge Bygnings- og Boligregistret (BBR) ejer et naturgasopvarmet enfamiliehus.

»I denne omgang har vi særligt fokus på dem, der bor i villa eller parcelhus, da de har oplevet de allerstørste stigninger på gasregningen,« siger Vincent Rudnicki.

Der vil ifølge styrelsen i nogle tilfælde være borgere, som modtager brevet, selv om de ikke længere har gasfyr. Det skyldes, at der kan være fejl i oplysningerne fra BBR.

Sparerådene lyder blandt andet på at sænke temperaturen, at bruge mindre varmt vand, og at få serviceret sit gasfyr.

Ifølge Energistyrelsen kan sparerådene også være relevante for personer i andre boligtyper som eksempelvis lejeboliger, lejligheder, rækkehuse med videre.

/ritzau/