Endnu et tilfælde af abekopper er fundet i Danmark.

Det skriver Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse torsdag formiddag.

Dermed er det samlede antal af danske tilfælde oppe på otte.

Styrelsen for Patientsikkerhed har identificeret smittekilden, og den syge har formenlig fået sygdommen i udlandet.

Det fremgår af pressemeddelelsen, at der fortsat ikke er tale om såkaldt »samfundssmitte« i Danmark.

»Vi er nu oppe på otte danske tilfælde af abekopper. Vi følger naturligvis fortsat udviklingen tæt. Nu får vi leveret yderligere vacciner mod abekopper, så myndighederne kan tilbyde nære kontakter, hvor det er relevant,« siger sundhedsminister Magnus Heunicke, som tilføjer:

»Myndigheder vurderer ikke, at der på nuværende tidspunkt er risiko for bred samfundsmitte. Men vi har naturligvis en stor opgave i at inddæmme og opspore smitten i hvert eneste tilfælde.«

Danmark har købt omkring 3.000 vacciner mod abekopper.

Vi har i forvejen modtaget 200 doser fra Holland, hvor vi endnu kun har haft behov for at benytte en mindre del, idet der på nuværende tidspunkt er givet vaccine til fire personer.