Selv hvis Radio24syv vinder udbuddet om DAB-sendetilladelsen, må det politiske magasin Cordua & Steno lade livet.

Hvis kanalen overlever, skrumper dens budget nemlig med over 20 millioner i 2020. Det har mandag betydet, at flere medarbejdere er blevet prikket på skulderen med beskeden om, at de fra 1. november ikke længere er ansat på kanalen - uanset udfaldet af DAB-ansøgningen.

Nedskæringerne og opsigelserne kan vi takke Kristian Thulesen Dahl for, mener politisk kommentator Jarl Cordua, der sammen med Torben Steno er vært på Cordua & Steno.

»Det er jo vilkårene, når politikere blander sig. Så skrider det økonomiske grundlag, og så skal man skære fra. Det er så gået ud over mig og mine kollegaer,« siger han med henvisning til det medieforlig, der sidste år blev indgået af VLAK-regeringen og DF.

Jarl Cordua (th) har gennem otte år haft programmet Cordua & Steno sammen med Torben Steno (tv). Men det er slut nu.
Jarl Cordua (th) har gennem otte år haft programmet Cordua & Steno sammen med Torben Steno (tv). Men det er slut nu. Ida Marie Odgaard

I forliget blev det blandt andet krævet, at 70 procent af redaktionen på den kanal, der sidder på FM4-netværket (Radio24syvs nuværende, red.) skal sidde mindst 110 kilometer væk fra København.

Et krav, Radio24syv og ejerkredsen bag ikke har kunnet forene sig med.

»Det her er en fiks idé, som Kristian Thulesen Dahl fik en sen nat; at hele redaktionen skal sidde i Jylland. Havde det ikke været for det krav, havde Radio24syv budt og formentlig vundet udbuddet om FM-netværket,« siger Jarl Cordua til B.T..

B.T. ville helst have haft en kommentar fra Kristian Thulesen Dahl om kritikken, men hos Dansk Folkeparti henviser man til kulturordfører Peter Skaarup, der hidtil har udtalt sig om sagen.

Han er uforstående overfor kritikken af sin formand, ligesom han heller ikke kan nikke genkendende til, at kravet om udflytning skulle være en ‘fiks idé' fra Kristian Thulesen Dahl.

Det var en idé, Dansk Folkeparti samlet havde til bordet, og som partiet og VLAK-regeringen siden blev enige om, lyder det.

»Det er et langt sejt træk, vi har arbejdet på længe. Det var noget, vi løftede i forhandlingerne. Vi syntes, der skulle være et fokus fra provinsen. Det vedkender vi os 100 procent. Men samtidig gjorde vi jo lige præcis det, at vi gav 24syv mulighed for DAB med stort set uændret budget,« siger han og uddyber:

»At der er nogen, der ikke skal fortsætte på Radio24syv, ser jeg ikke som et resultat af vores forlig. Det ser jeg som et resultat af beslutninger, People Group, som ejer kanalen, har truffet.«

Uanset hvem der bærer ansvaret for, at flere af Radio24syvs medarbejdere er blevet opsagt, er det sikkert, at programmet Cordua & Steno snart har lydt for sidste gang.

»Men det er sådan, det er. Jeg er taknemmelig for at have fået otte år som radiovært. Det har været skidesjovt, og vi regnede faktisk aldrig med, at vi skulle sende så længe,« siger Jarl Cordua.

Han er glad for, at Mads Brügger (programchef på kanalen, red.) i sin tid gav ham en plads i radiofladen. Ligeledes skylder han programmets lyttere en tak:

»Det, jeg er mest glad for, at der så mange, der er kede af, at programmet lukker. Der er mange søde mennesker, der har skrevet til os.«