Flere mink er smittet med coronavirus. Også minkfarmens ejers hund er smittet. 120 besætninger skal nu testes.

Der er konstateret smitte hos to mink på endnu en dansk minkfarm i Nordjylland. Det oplyser Miljø- og Fødevareministeriet i en pressemeddelelse.

Det betyder, at myndighederne nu har fundet Covid-19 i to nordjyske minkbesætninger på en uge.

Ministeriet beslutter derfor, at 120 farme i Danmark nu skal testes.

- Det er meget beklageligt, der nu er fundet smitte på den anden minkfarm i Nordjylland. Det gør selvfølgelig, vi må stille os det spørgsmål, om det er enkeltstående tilfælde, eller om det har bredt sig.

- Derfor har jeg bedt Fødevarestyrelsen om at teste 120 minkfarme over hele landet, så vi kan få en fornemmelse af, hvor meget det har bredt sig, siger fødevareminister Mogens Jensen (S).

Der er også konstateret Covid-19-smitte i minkejerens hund. På verdensplan er der fundet enkelte kæledyr med Covid-19, men det er første gang, at det sker i Danmark.

Ejeren og familien har derfor fået besked på, at hunden skal behandles "efter de samme anbefalinger, som de selv har fået".

Det betyder, at familien og hunden skal undgå tæt kontakt til andre dyr og mennesker uden for husstanden.

Det var embedsdyrlæger fra Fødevarestyrelsen, som torsdag tog prøver fra 46 mink i minkfarmen i Nordjylland. Siden viste undersøgelser fra Statens Serum Institut, at to mink er smittet.

Prøverne blev taget, fordi man onsdag fik viden om, at der er coronasmitte i familien, som driver minkfarmen.

Fødevarestyrelsen vil mandag teste flere mink i besætningen for bedre at kunne beslutte, hvad der skal ske med besætningen.

Sundhedsminister Magnus Heunick (S) følger udviklingen og er klar til yderligere tiltag, lyder det i pressemeddelelsen.

Nordjylland har under coronakrisen haft ganske få smittetilfælde til sammenligning med mange andre landsdele. Men noget tyder nu på, at smitte breder sig.

Hjørring Kommune er således blevet omdrejningspunkt for en regional udvikling i smitten, hvor coronavirusset har spredt sig til tre skoler, nu to minkfarme, en hund, en minkavler samt et plejehjem.

På plejehjemmet Vendelbocentret i Sindal er der på knap to uger konstateret smitte hos 45 beboere og medarbejdere.

Lørdag kom det første coronarelaterede dødsfald på plejehjemmet.

Fredag aften kunne Statens Serum Institut (SSI) fortælle, at virusset på den første minkfarm, hos minkavleren og på plejehjemmet er det samme.

Omkring 11.000 mink blev grundet smitteudbruddet aflivet torsdag ud fra et "forsigtighedsprincip", meddelte Fødevarestyrelsen.

Der findes cirka 1400 minkfarme i landet. Ifølge Mogens Jensen tester man nu minkfarme i Jylland, på Fyn og Sjælland.

- Vi arbejder også på at få opklaret, hvordan det her har smittet. Om det er fra dyr til menneske eller fra menneske til dyr. Det skulle gerne give os et billede af, hvordan vi bedst håndterer smitten, siger han.

/ritzau/