Lyt til artiklen

Første kvinde i Danmark blev testet positiv med abekopper i august. Nu er endnu en kvinde ramt.

Det oplyser Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.

Kvinden har ikke en kendt smittekilde og har ingen rejsehistorik.

I den forbindelse er det fortsat Statens Serum Instituts vurdering, at man kan forvente enkelte smittetilfælde uden for risikogruppen.

»Vi monitorerer selvfølgelig sygdommen tæt og tager den meget alvorligt,« fortæller sundhedsminister Magnus Heunicke.

I andre lande er der også set enkelte tilfælde af abekopper hos kvinder. 17. august meldte WHO ud, at 176 kvinder i Europa er eller har været smittet med abekopper i 2022 udbruddet. Det svarer til cirka 1,1 % procent.

SSI vurderer fortsat, at risikoen for et alvorligt sygdomsforløb med abekopper er lav for alle grupper med undtagelse af gravide, børn og immunsupprimerede.

Der er nu i alt registreret 177 bekræftede tilfælde af abekopper i Danmark, hvor to af dem altså nu er kvinder.