Borgerne i Gentofte må til lommerne.

Politikerne i den velhavende nordsjællandske kommune har nemlig netop besluttet at hæve kommuneskatten de kommende år.

Det skriver TV Lorry.

Det fremgår af den nye budgetaftale for 2023 og 2024, som kommunalbestyrelsen i Gentofte offentliggjorde mandag.

Alle partier i kommunalbestyrelsen har besluttet at hæve skatten gradvist over tre år.

Aftalen betyder, at man i 2023 hæver skatten med 0,17 procentpoint til 24,17 procent.

I 2024 hæves den yderligere med 0,17 procentpoint og til sidst i 2025 med 0,22 procentpoint mere i 2025, hvor den lander på 24,56 procent.

Tv-stationen oplyser, at Gentofte er den tredje kommune i hovedstadsregionen, som hæver skatten.

Den konservative borgmester Michael Fenger siger til Lorry, at kommunalbestyrelsen var tvunget til at hæve skatten på grund af den kommunale udligning.

»Vi har fået en efterudligning på grund af udligningsreformen på 500 millioner. Det svarer til at vi skulle spare hele vores skoleområde væk. Derfor var en skattestigning ikke noget, som vi ønskede, men et tvunget træk,« siger han.

Men bortset fra skattestigningen er borgmesteren tilfreds med, at samtlige partier i kommunalbestyrelsen står bag aftalen.