Mange har nok i løbet af de seneste år følt sig »spærret inde« på grund af de mange coronarestriktioner og nedlukninger.

Men det er intet i forhold til, hvordan den syriske sømand Mohammed Aisha må føle.

I 2017 arbejdede han nemlig på fragtskibet MV Aman, da det blev tilbageholdt i havnen ved byen Adabiya i Egypten.

Skibet havde problemer med deres sikkerhedscertifikater, der var udløbet, og da skibets entreprenør ikke ville betale for brændstof, blev myndighederne nødt til at tilbageholde flere af medarbejderne på MV Aman, mens det lå til anker ud for Egyptens kyst.

Mohammed Aisha har været fanget på et spøgelsesskib i fire år
Mohammed Aisha har været fanget på et spøgelsesskib i fire år

En af dem var Mohammed Aisha, og han blev endda valgt som skibets juridiske værge, der havde til opgave at holde øje med, hvad der skete på skibet.

Men som månederne gik, fik flere og flere af Mohammed Aishas kollegaer lov til at forlade skibet, indtil han til sidst var mutters alene på MV Aman.

Og sådan blev det ved i lang tid. Meget lang tid.

Dage blev til uger. Uger til måneder. Og måneder til år mens Mohammed Aisha så alverdens skibe sejle forbi i Suez-kanalen.

Han så endda flere gange sin bror, der også er sømand, sejle forbi på det skib, hvor han arbejdede.

I august 2019 havde han været på skibet i mere end to år og følte sig både ubehageligt til mode og demoraliseret, efter han også kort før havde fået at vide, at hans mor var død.

»Man kunne ikke se noget. Man kunne ikke høre noget. Det er som om, at du er i en kiste. Jeg overvejede seriøst at tage mit eget liv,« fortæller Mohammed Aisha til BBC om den hårde tid på skibet.

Men så begyndte tingene at blive mere positive for den ensomme sømand.

I marts 2020 blev det store skib drevet otte kilometer af en storm, der fik det så tæt på land, at Mohammed Aisha i ny og næ kunne svømme til land efter forsyninger og for at se nogle mennesker.

Selv så han det som et »kald fra gud«, at stormen skubbede ham tættere på land.

Og nu er der så endnu bedre nyt.

I december blev Mohammed Aishas juridiske værgemål nemlig taget op af International Transport Workers Federation, og her i april er han så endelig blevet fritstillet og har fået lov at flyve hjem til Syrien.

»Hvordan jeg har det? Det føles som om, at jeg er kommet ud af fængslet. Endelig kan jeg blive forenet med min familie igen, og jeg glæder mig til at se dem,« sagde han i den forbindelse.

Alt i alt blev det til lidt over fire år på skibet for Mohammed Aisha.