Har du set en person med en raslebøsse i de aalborgensiske gader?

En, der træner et fodboldhold uden at få noget for det?

Eller måske en, der giver gratis lektiehjælp til børn fra udsatte familier?

Det er ikke uset, men skal man se på udregningerne fra frivillighed.dk, er det højst sandsynligt ikke aktiviteter om disse, der fylder mest i det nordjyske gadebillede.

Her er de mest og mindst frivillige danskere ifølge frivillighed.dk:

4. Region Hovedstaden og Sjælland

De to regioner øst for Storebælt deler sidstepladsen for frivillighed.

Her er 36 procent af regionernes indbyggere frivillige.

I hovedstaden er de unge dog meget bedre til at yde gratis hjælp end resten af Sjællands unge. Lige over en tredjedel, nærmere bestemt 35 procent af hovedstadens 16-34-årige, udfører frivilligt arbejde, mens det kun er tilfældet for 23 procent af Sjællands unge i samme alder.

Når de unge begiver sig ud for at udføre arbejde, der ikke supplerer SU'en, er det typisk i politisk øjemed. Det er blevet den mest populære form for frivillighed blandt de unge aktivistiske hoveder, fortæller frivillighed.dk.

3. Region Nordjylland

Næstsidst ligger Region Nordjylland, og dermed også Aalborg, hvoraf 41 procent af befolkningen er frivillige.

På trods af, at Nordens Paris ligger i den sidste halvdel af antal indbyggere, der udfører gratis arbejde, er det faktisk stadig et procent mere end gennemsnittet på landsplan, som er 40 procent.

Den ene procent er tydeligvis ikke nok til at få os op at danse med de tunge drenge, men der er en speciel gruppe af nordjyder, der tager en landsdækkende førertrøje.

Nemlig mændene. 53 procent af de nordjyske frivillige er mænd, hvilket giver nordjyderne den største kønsforskel i frivilligindsatser på landsplan. Det giver samtidig en kedelig rekord til kvinderne nordpå, der med en repræsentation på 47 procent ligger på en landsdækkende sidsteplads.

2. Region Midtjylland

Lidt bedre går det for Nordjyllands underrepræsenterede køn i Region Midtjylland, hvor 51 procent af områdets frivillige er kvinder.

Den feminine førsteplads deler Region Midtjylland med Region Hovedstaden.

Mændene må dog også godt være stolte, da de er med til at bringe regionen op på en national andenplads med i alt 43 procent frivillige.

1. Region Syddanmark

På førstepladsen finder vi Region Syddanmark, hvor hele 44 procent indgår i en form for frivilligt arbejde.

Det er næsten det samme som det år, danskerne var mest frivillige på landsplan.

Det var de i 1996, hvor 45 procent deltog i arbejde, de ikke fik løn for.

Chancen for, at den syddanske befolkning enten hjælper overbebyrdede sjæle eller får aktivitet ind i deres medborgeres hverdag, er stor.

Frivillighed inden for idræt og det sociale område er nemlig den hyppigste form for frivillighed i hele Danmark.