Robotterne kommer og tager dit job – det er en advarsel, vi har hørt længe.

Men efterhånden ligner det for mange et både realistisk og nærtstående scenario.

Ikke mindst på grund af den populære AI-chatbot, ChatGPT, som gennem de seneste måneder har taget internettet med storm.

Ikke nok med, at den intelligente robot kan give detaljerede og indsigtsfulde svar på en stor del af de spørgsmål, den bliver stillet.

Den behersker også en lang række fagområder så godt, at den måske snart kan erstatte mennesker.

Det skriver Business Insider, som har lavet en liste over de job, der har størst sandsynlighed for at blive varetaget af ChatGPT.

Øverst på listen er programmører, softwareingeniører og dataanalytikere – folk, der arbejder med computerkoder og tal og i nogle tilfælde allerede benytter sig flittigt af ChatGPT som hjælpemiddel.

Journalister og reklamefolk står også for skud, da ChatGPT generelt er god til at læse, skrive og forstå tekstbaseret indhold, lyder det.

Hvad der måske overrasker mere er, at også skolelærere kan risikere at miste jobbet til den digitale konkurrent.

Det mener i hvert fald Pengcheng Shi, der er dekan på afdelingen for databehandling og information på Rochester Institute of Technology.

ChatGPT »kan nemt undervise en klasse allerede«, siger hun ifølge Business Insider.

»Der er små fejl og unøjagtigheder i dens viden, men det kan man nemt forbedre.«

»Det kræver bare, at man træner ChatGPT.«

Du kan se den fulde liste over de ti job, der har størst sandsynlighed for at blive erstattet af ChatGPT, her.