Allerede før et barn bliver født, begynder mange af os at fortælle en historie om, hvem det er.

Vi afslører kønnet med blå eller lyserød pynt, når vi holder baby shower, og vi indretter børneværelset efter, om der kommer en dreng eller en pige.

LÆS OGSÅ: Mathilde fødte sin søn på badeværelsesgulvet: "Jeg syntes ikke, jeg var syg – så hvorfor skulle jeg føde på et hospital?"

Og når vi går på jagt efter børnetøj, bliver vi til tider mødt af en verden, der allerede er opdelt i to.

På den ene side hænger de lyserøde tekstiler med blomster og prinsesser til pigerne, mens der på den anden side er fyldt med dinosaurer, racerbiler og superhelte til drengene.

LÆS OGSÅ: Casper får det samme spørgsmål igen og igen, når han fortæller, at han tager seks måneders barsel

Men da Mads Krause Hulbæk og hans kone Caroline ventede deres søn, begyndte han at stille spørgsmål ved de kønskasser. 

Og da deres søn Bobbie flere gange blev antaget for at være en pige efter fødslen, udviklede de små observationer sig til en større refleksion.

Hvorfor undskylder folk?
Allerede fra begyndelsen møder børn en verden, hvor omgivelserne ofte knytter bestemte forventninger til køn.

Mads og Caroline har gennem flere år talt meget om køn og kønsroller, om hvordan de har påvirket deres eget liv, og hvordan debatten om mænd og kvinder fylder.

Flere gange har Mads oplevet, at fremmede antog, at Bobbie var en pige, når han havde pink tøj på. Og næsten hver gang blev antagelsen efterfulgt af en undskyldning, så snart de fandt ud af, at Bobbie var en dreng.

»For mig er det ikke noget problem. Jeg siger bare, at han faktisk hedder Bobbie. Men bagefter kommer der næsten altid et 'Åh nej, undskyld' fyldt med skam. Det interessante er ikke, at de tager fejl – det interessante er, at de føler, de har gjort noget forkert,« fortæller han og fortsætter:

»Jeg blev nysgerrig på, hvorfor folk nærmest følte, at de havde lavet en fejl, og at der åbenbart er forbundet en social skam med ikke at kunne placere et barn i den rigtige kasse.«

Efter gentagne oplevelser besluttede Mads sig for at lave et opslag på Instagram.

Mads og sønnen Bobbie. Foto: Privat

Opslaget satte hurtigt gang i kommentarsporet, hvor flere delte lignende oplevelser og fortalte, hvordan deres egne børn var blevet mødt med kønsbestemte forventninger.

'Min søn bliver også ofte kaldt en pige, fordi han har langt hår,' skrev en, mens en anden fortalte: 'Min datter elsker dinosaurer, men folk spørger altid, om hun ikke hellere vil have prinsesser.'

Kommentarsporet viste også, at emnet deler vandene.

En kommenterede, at: 'Man kunne også bare stoppe det identitetshysteri og erkende, at drenge er drenge og piger er piger.'

Samtidig pegede flere kommentarer på en nuanceret tilgang til det, Mads satte ord på i sit opslag.

Flere forældre skrev nemlig, at de bevidst havde forsøgt at præsentere deres børn for både det, der traditionelt bliver opfattet som 'drengeting' og 'pigeting.'

Og netop den tilgang håber Mads, flere vil tage med sig.

»Jeg prøver ikke at overbevise nogen om, at de skal gøre noget anderledes. Jeg håber bare, at flere stopper op og tænker over, hvorfor vi gør, som vi gør. Vi gør ofte ting, fordi andre har gjort dem før os. Så gør vi det samme uden rigtigt at spørge os selv, om det giver mening,« siger han og fortsætter:

»Jeg tror, at vi i bund og grund alle sammen bare gerne vil have lov til at være dem, vi er. Og så håber jeg, at folk bliver lidt mere nysgerrige, og at vi ikke ser verden som noget, der er fastlåst.«

Nogle vil måske sige, at det ikke er så mærkeligt, at folk gætter på et barns køn ud fra tøj eller farver, og at en undskyldning bare er almindelig høflighed. Hvad får dig til at se det som et udtryk for noget større?

»Det er slet ikke mærkeligt og helt forståeligt, for det er jo det, vi er vokset op med - at piger går i pink og drenge går i blåt. Jeg ser det slet ikke som noget negativt, at folk vil 'undskylde' ud af høflighed, det er slet ikke min pointe.« 

»Min pointe er, at vi allerede fra fødslen har travlt med at kategorisere børn og putte dem i en 'blå' og 'pink' kasse, der følger os igennem hele vores liv. Farver er kun en lille brik i en meget stor samtale om køn og frihed.«

Du opfordrer folk til at tænke mere over kønsnormer. Er der en risiko for, at vi som voksne kommer til at tillægge børns tøj og farver større betydning, end børnene selv gør?

»Når jeg ønsker, at vi skal udfordre kønsnormerne, er det for at give børnene en større bevægelsesfrihed til at være dem, de har lyst til at være. Det er os voksne, der bruger farverne som et pejlemærke for køn, og dermed er det også vores ansvar at lære vores børn, at de kan gå i alle slags farver, dyrke den sport de vil og ellers agere som de vil, uanset om de er drenge eller piger.«

Hvor går grænsen mellem at udfordre normen og bare lade børn være børn?

»Når han selv kan bestemme hvilket tøj han vil have på, hvilken sport han vil gå til, eller hvordan han ellers vil leve sit liv, så er det fuldt ud op til ham. Jeg ser det blot som min opgave at vise ham, at det er okay at søge udenfor normerne, hvis man vil.«

Mads fortæller, at Bobbies farverige garderobe ikke er et bevidst forsøg på at udfordre normer, men da Caroline selv går i mange farver, er det derfor også naturligt, at Bobbie bliver klædt i farver – også i pink. 

Samtidig mener han, at forandringen begynder hos ham selv som far, hvis han ønsker at vise sin søn, at der er plads til at gå sine egne veje.

»Jeg er blevet meget opmærksom på at min søn, især når han bliver lidt ældre, vil se på mig og lade sig inspirere af hvad jeg gør. Vi har en pink jakke som vi deler herhjemme. Den vil jeg begynde at bruge lidt mere når vejret er til det, og så må vi se hvordan jeg ellers kan få lidt mere farve ind i en ellers ret nedtonet garderobe.«

Artiklen er oprindeligt udgivet på Woman.dk, hvor du også finder indhold fra Bolig Magasinet, Costume og Magasinet Liv