En lastbilschauffør blev torsdag morgen dræbt i en alvorlig ulykke på Sønderjyske Motorvej.

Ulykken skete på motorvejen ved Rødekro i nordgående retning, hvor en svinetransport påkørte en forankørende lastbil, skriver Sydjyllands Politi på Twitter.

I skrivende stund er motorvejen spærret ved Rødekro ved afkørsel 70 Aabenraa i retning mod Haderslev. Vejdirektoratet forventer, at vejen først åbner igen 11.45.

Redningsmandskab arbejder på stedet, men der er lang kø, og bilisterne skal regne med forsinkelse hele formiddagen.

Derfor opfordrer politiet bilister, der skal forbi Rødekro, til at finde alternative ruter.

Det er endnu uvist, hvorfor de to lastbiler kørte sammen. To bilinspketører undersøger ulykkesstedet for at fastslå årsagen til ulykken.

De pårørende er blevet underrettet.

Svinetransporten have 649 smågrise ombord, som er blevet omlæsset til en anden lastbil. Kun en enkelt lille gris klarede ikke uheldet.