Helt ærligt, så ville Eva Ströbels syvårige søn Oliver nok vælge sin skærm, hvis hun en lørdag formiddag gav ham valget mellem den og en tur ud i det fri med sin mor.

Men skærmen er hurtig glemt, når de to Ikea-poser først er pakket – en med brænde, en anden med soveposer, mad og hyggelige tæpper – og mor og søn har kurs mod shelterpladsen.

»Nogle gange kan han da godt synes, det er lidt kedeligt at tage afsted alene med sin mor. Men så tager vi en legekammerat med,« siger Eva Ströbel, der bor alene med sin søn på Bornholm.

Og når hun efter en dag med bål, sporjagt i sneen og deres særlige snobrød a la bacon spørger ham, om han har savnet sin skærm, lyder svaret 'næææh'.

Eva og hendes syvårige søn Oliver fejrer flere af årets højtider ude på landets shelterpladser.
Eva og hendes syvårige søn Oliver fejrer flere af årets højtider ude på landets shelterpladser.
Vis mere

De har en fast tradition for at pakke de to Ikea-poser til højtider som nytår og påske. Men her under corona er turene blevet hyppigere.

»På den måde kan man træde lidt ud af hverdagen i en tid, hvor vi ellers er bundet til hjemmet. Få de der særlige oplevelser, som man tænker tilbage på og selv husker fra sin egen barndom,« siger hun.

2020 har da også været et rekordår på den front. Knap en kvart million danskere har i løbet af året booket en gratis overnatning under stjernerne på en af Naturstyrelsens lejrpladser, viser nye tal.

Det er 30.000 flere end året før. Og dertil kommer alle de steder, hvor man bare kan møde op efter 'først til mølle'-princippet. Der er altså ekstra run på naturens frirum under corona.

Han kan godt være svær at lokke, men når først syvårige Oliver er med sin mor ude i det fri, glemmer han alt om skærmen derhjemme.
Han kan godt være svær at lokke, men når først syvårige Oliver er med sin mor ude i det fri, glemmer han alt om skærmen derhjemme. Foto: Privatfoto
Vis mere

»Der er kæmpestor efterspørgsel på oplevelser i det fri. Derfor valgte jeg sidste år at åbne op for fri teltning i endnu flere af statens skove, og vi har også lavet flere overnatningspladser og bålsteder, så endnu flere kan få øjnene op for vores smukke natur. Naturen er et tiltrængt helle i en hård tid,« siger miljøminister Lea Wermelin, som dog understreger, at forsamlingforbuddet på maks. fem også gælder under åben himmel.

Da Eva Ströbel til nytår spurgte sin søn i år, om han var frisk på at tage afsted igen, lød svaret: »Hvorfor i alverden skulle vi lave om på det?«

De plejer at tage afsted i løbet af formiddagen, så de kan nå hjem til Dronningens nytårstale. Nogle gange bare de to. Andre gange har de venner med.

Hvis de er mange, bliver der kokkereret en stor gryderet over bålet. Ellers står menuen på snobrød – dem med bacon viklet ind i dejen.

De særlige snobrød a la bacon er af deres hofretter.
De særlige snobrød a la bacon er af deres hofretter. Foto: Privatfoto
Vis mere

»Baconfedtet gør, at brødet bliver grillet meget langsomt, så det smager helt fantastisk,« siger hun.

Når de ankommer, står Eva Ströbel som regel for bål og mad, mens ungerne leger rundt om i skoven. Og når de har spist, går de sammen på opdagelse, inden der er kaffe og kage.

»Vi finder som regel en shelterplads ved vandet. Så sidder vi der og snakker. Får tid til at tænke lidt over tilværelsen. Hvordan har året været? Hvad, drømmer vi om, sker næste år?« siger hun og fortsætter:

»Vi får bare foræret noget, når vi er sammen ude i naturen. Vi får noget mentalt, som man ikke får, når man sidder hjemme og ser 'Disneyshow' eller spiller computer.«

Til nytår finder de gerne en shelterplads, hvor man kan kigge ud over vandet, tale om året, der gik, og drømme om året, der kommer.
Til nytår finder de gerne en shelterplads, hvor man kan kigge ud over vandet, tale om året, der gik, og drømme om året, der kommer. Foto: Privatfoto
Vis mere

De får noget af det allermest kostbare – tid sammen.

»Det er ikke bare mig-tid. Det knytter bånd og gør noget særligt. Den tid, jeg kan give til mit barn, vil han til enhver tid sætte pris på. Han er jo det vigtigste i mit liv,« siger Eva Ströbel.

Og så er der de fælles oplevelser. Som dengang de så den sjældne kærhøg, som overvintrer på Bornholm. Eller det år til påske, hvor de vågnede op og kunne sige godmorgen til et rådyr kun halvanden meter væk.

Faktisk er der mange, der skriver 'tag os med næste gang', når Eva Ströbel deler et billede på Instagram fra en af deres udflugter.

Man behøver ikke det store udstyr for at få nogle gode oplevelser.
Man behøver ikke det store udstyr for at få nogle gode oplevelser. Foto: Privatfoto
Vis mere

»Intentionen er der, og folk bruger også naturen mere og mere. Men vi møder altså ikke så mange derude. Der er plads til mange flere,« siger hun og tilføjer:

»Og man behøver jo ikke nødvendigvis at overnatte, hvis man ikke lige er frisk på det.«

Selv har hun et dårligt knæ og udnytter derfor, at man ofte kan køre forholdsvis tæt på og parkere.

I vinterferien er Eva Ströbel dog ikke sikker på, at de kommer ud på tur. Lige nu ligger sneen nemlig så højt på Bornholm, at det vist ikke er forsvarligt at begynde at køre ud på de små skovveje.

Nogle gange har de soveposer med og overnatter ude. Andre gange bliver det bare til et dagsbesøg.
Nogle gange har de soveposer med og overnatter ude. Andre gange bliver det bare til et dagsbesøg. Foto: Privatfoto
Vis mere

»Men så har vi heldigvis også et ildsted og et legehus i haven,« siger hun.

Eva Ströbel understreger, at man ikke behøver det store udstyr for at tage ud og få nogle gode oplevelser. Mest bare viljen.

»Jeg er også oppe imod en skærm herhjemme,« siger Eva Ströbel og tilføjer:

»Men hvis jeg bare planlægger det og forbereder min søn på, at i morgen skal vi ud på tur, så er det jo ikke meget anderledes end, at man også forbereder sin børn på, at de skal i skole eller i seng.«

De bruger Shelter-appen til at finde nye steder, hvor de kan tage ud på eventyr.
De bruger Shelter-appen til at finde nye steder, hvor de kan tage ud på eventyr. Foto: Privatfoto
Vis mere