Der bliver trængsel i lægens venteværelse, hvis alle møder op.

DR skriver, at alle borgere i Grindsted, i begyndelsen af februar, har modtaget en invitation til at møde op til et lægetjek.

Lægerne er interesserede i at få fat på folk, der har symptomer på sygdom, der kan stamme fra den omfattende forurening fra Grindstedværket.

Frem til 1962 dumpede værket både tungmetaller, medicinalprodukter og opløsningsmidler i den såkaldte banegrav i den lille jyske by.

Indtil videre har 100 borgere meldt sig til lægetjekket.

Der har tidligere været stor nervøsitet for, at antallet af personer med nervesygdommen ALS kunne være højt i området omkring værket, men i 2020 slog en stor sundhedsundersøgelse fast, at der ikke var grund til bekymring lige på det område.

Borgerne vil dog også denne gang  blive screenet for ALS, fortæller Jesper Bælum, der er overlæge på arbejds- og miljømedicinsk afdeling på Grindsted Sygehus. Til DR siger han:

»Der er kræft, nervesygdomme, luftvejssygdomme. En helt række forskellige sygdomme. Så vi har ikke en samlet hypotese om, at det er en bestemt sygdom, vi går efter.«

Hvornår der er svar på undersøgelserne, ligger ikke klart endnu.