I 50 år har Cosy Bar huset alt fra dragqueens til nysgerrige turister. Nu har ejeren af den legendariske homobar i Studiestræde i København valgt at sætte den til salg.

Tre millioner koster den, og i salgsopslaget beskrives den som en af verdens ældste LGBT-bar.

I 1941 åbnede den som restaurant under navnet Dannebrog. Dengang tiltrak stedet mange homoseksuelle mænd, og i 1945 blev navnet ændret til Cosy Bar.

I 1973 overtog ægteparret Ole og Britha Hansen stedet, og i 2006 overdrog de den til deres datter Camilla Lantz.

»Så skete det. Vild beslutning. Vildt liv. Vildt år. Hold nu kæft, det har været den vildeste rejse noget menneske kan forestille sig,« skriver hun i et opslag på barens Facebook-side.

Hun fortæller til Politiken, at hun har enormt mange fantastiske minder fra stedet. Men nu er det altså tid til nye ejere.

»Jeg har haft uendelig mange gode år på Cosy Bar, men nu er det blevet tid til at sige farvel efter 40 år. Jeg skal ud at prøve kræfter med nye ting oven på et hårdt år med corona«, siger hun.

Hun fortæller også, at der allerede er potentielle købere, der har kontaktet hende. Derfor kan hun også slå forholdsvis fast, at stedet vil forblive en homobar i fremtiden.