Navnemoden i København adskiller sig markant fra resten af landet.
På landsplan er Alma og Alfred de mest populære navne til nyfødte børn. Det viser et udtræk fra Danmarks Statistik, der hvert år opgør hvilke navne, der bliver sagt flest gange ved døbefonten.
Dermed har Alma og Alfred stjålet førstepladsen fra Emma og William, der lå i toppen i 2019.
Men hvis man zoomer ind på hovedstaden, er sagen en anden. Selvom Alma og Alfred er mest populære på landsplan, foretrækker københavnerne to andre navne, når et nyt barn kommer til verden. Blandt de mest populære drengenavne er forskellen mellem København og hele landet endnu større, viser tallene fra Danmarks Statistik.
De mest populære pigenavne i København 2020:
5. Ella
I København blev 79 piger navngivet Ella, hvilket gør navnet til det femte mest populære navn til nyfødte piger i hovedstaden. På landsplan fik 432 nyfødte navnet Clara, hvilket også sikrer en femteplads på landsplan.
4. Agnes

80 nyfødte børn fik navnet i hovedstaden i 2020, og dermed ligger Agnes på fjerdepladsen over de mest populære navne i København. I resten af landet fik 439 spædbørn pigenavnet, hvilket gør det til det fjerde mest populære pigenavn i Danmark.
3. / 2. Karla og Alma

Navnene Klara og Alma deler tredje- og andenpladsen over de mest populære pigenavne I København. Begge navne blev givet til 83 nyfødte. På landsplan er det Ella, der sniger sig op en tredjeplads efter at have haft femtepladsen i 2019. På landsplan går andenpladsen til Agnes, som blev givet til hele 456 nyfødte børn i 2020.
1. Nora

Nora er det mest populære pigenavn i København i 2020. I København kom 84 ud af 359 nyfødte nemlig til at hedde Nora, hvilket også gør det til det mest populære enkeltstående navn.
Navnet adskiller sig fra landets mest populære pigenavn Alma, som også er placeret som det andet mest populære navn i København. På landsplan fik 514 nyfødte navnet Alma.
De mest populære drengenavne i København:
5. August
I København blev 90 nyfødte navngivet August, som også er det femte mest populære drengenavn til nyfødte i hovedstaden i 2020. På landsplan lagde 479 nyfødte drenge navn til William, hvilket gør det til det femte mest populære navn i hele landet. Det sker efter William har ligget på en solid førsteplads ni ud af ti gange det seneste årti.
4. Alfred
Lige foran August finder vi Alfred. I København fik 92 drenge navnet Alfred i 2020, der dermed ligger på fjerdepladsen over de mest populære navne i hovedstaden. I resten af landet delte Noah og Karl fjerde- og tredjepladsen over de mest populære drengenavne.
3. Arthur
Modsat resten af Danmark deles københavnernes tredje mest populære drengenavn ikke med andre. Her blev 89 spædbørn nemlig navngivet Arthur i 2020.
2. Aksel
112 nyfødte drenge i København kom til at hedde Aksel. Dermed blev navnet det næstmest populære i hovedstaden. Aksel er langt fra lige så populært i resten af landet, hvor 516 nyfødte kom til at hedde Oscar, som dermed er landets andet mest populære drengenavn.

Aksel Sandemose var en dansk-norsk forfatter, særlig kendt som ophavsmanden til Janteloven.
1. Karl
Karl topper listen som det mest populære drengenavn blandt nyfødte i København. Mere end halvdelen af alle Danmarks nyfødte med navnet Karl findes i København. Nærmere bestemt er 134 ud af de 245 nyfødte navngivet Karl i hovedstaden.
Favoritten adskiller sig fra resten af landet, hvor Alfred er nummer ét, efter 520 nyfødte drenge fik navnet i 2020.