Det var egentlig ikke planen, at det skulle blive stort. 

Da Emil Christensen lavede et opslag på LinkedIn efter en arbejdsulykke, hvor han smadrede en 80 ton tung kran ind i en bygning, ville han først og fremmest fortælle sit netværk, at han stadig var her – og klar til at komme videre.

Men opslaget har siden fået over 3.000 likes, og ifølge Emil er det blevet set af mellem 300.000 og 400.000 mennesker.

»Jeg havde nok ikke regnet med, at det ville nå ud til de over 300-400.000 folk, der har set det nu. Det synes jeg er vildt,« siger Emil Christensen til B.T.

'Det var 100 % min fejl og min mangel på erfaring, der var skyld i uheldet mandag sidste uge. Som en direkte konsekvens af dette, er min tid i Hercules fundering, nået til vejs ende. Hvad fremtiden bringer ved jeg endnu ikke, men en ting er helt sikker, jeg er ikke færdig med fundering! De næste par uger, vil jeg bruge sammen med min dejlige kæreste og døtre', skriver Emil Christensen i sit opslag. 

Den massive opmærksomhed har samtidig givet pote på arbejdsmarkedet.

Emil Christensens 80 tons kran fik overbalance og væltede ned i en bygning. Privatfoto.

»Der er jo flere, der har tilbudt mig arbejde i dag, så det tager jeg sgu meget stille og roligt,« fortæller han. 

Emil Christensen siger, at han blev overrasket, da medierne begyndte at kontakte ham.

»Lige pludselig begyndte min kæreste at ringe til mig og sagde, at et medie ville have fat i mig, og jeg tænkte: Hvad helvede sker der?«

Han havde aldrig forestillet sig, at opslaget ville få så stor en rækkevidde.

»Det er jo fuldstændig mind blowing, det der er sket i dag,« siger han.

For Emil Christensen handlede opslaget dog ikke kun om at fortælle sin egen historie.

Efter flere år i branchen ville han også sende et signal til sit netværk.

Samtidig håber han, at historien kan være med til at ændre synet på fejl på arbejdspladsen.

»Det er sgu okay at begå fejl. og bare fordi man begår en fejl, behøver man altså ikke at være dårlig til det, man laver,« fortæller han.

Nu håber han først og fremmest på at komme tilbage på arbejdsmarkedet.

»Jeg vil jo egentlig bare gerne passe mit arbejde. Det er det, jeg ved, at jeg er god til,« siger Emil Christensen.

Om han fremover bliver mere aktiv på LinkedIn, er han dog mere usikker på.

»Jeg er jo bare en lille mand, jo.«