Elna Vinther Sørensen har været sygeplejerske på Aalborg Universitetshospital i 27 år, og hun arbejder lige nu på Infektionsmedicinsk Afdeling med covid-19-patienter. Et arbejde, hvor man udsætter sig selv for stor risiko for at blive smittet.
Men om få dage kan hun gå langt mere sikkert på arbejde. Elna bliver nemlig vaccineret mod covid-19 den 27. december.
»Det var tilfældighedernes spil, at det lige blev mig. Jeg var på arbejde den dag, mine ledere skulle afgive svar om, hvem der ville have vaccinen. Så blev jeg fanget og spurgt, om jeg ville have den. Det sagde jeg ja til,« fortæller Elna Vinther Sørensen til B.T.
Hun tilføjer dog med et smil på læben, at hun nærmest har fortrudt det nu grundet den store opmærksomhed omkring det.

Elna modtager stikket klokken 10.30 på Aalborg Universitetshospital, og det bliver for rullende kameraer, når TV 2 Nord sender live fra vaccinationen.
»Amen, du godeste! Det gør mig meget mere bekymret, at jeg skal på live tv, end selve det, at jeg skal stikkes og have vaccinen,« siger Elna Vinther Sørensen.
Mange har glædet sig til, at vaccinen kom til Danmark, men der er også nogle, der er bekymrede for at tage den. Men Elna er positiv omkring vaccinen.
»Jeg er ikke i tvivl om, at man skal tage imod vaccinen. Jeg er sikker på, at det er vejen ud af den her situation, vi er i. Men det skal jo være en selv, der tager stilling til, om man vil have den eller ej. Men jeg ville gøre det.«
Elna har dog ikke haft noget specielt ønske om at stå forrest i køen, og hun er faktisk ikke klar over, hvornår hun skal vaccineres, da B.T. ringer.
Da B.T. informerer hende om det, lyder svaret.
»Coronasituationen gør jo, at julen ikke er voldsomt besat. Jeg skal ikke på arbejde, men jeg har heldigvis ingen planer der,« griner Elna i telefonen.
Elna bliver det første frontpersonale i regionen til at modtage vaccinen.
De første doser af coronavaccine ankommer til Danmark 26. december. Her ankommer i alt 9.750 doser i første omgang, der derefter sendes ud til regionerne.
Ugen efter ventes der at blive leveret tæt på 40.000 doser, mens der i ugerne efter vil komme knap 48.000 doser om ugen.

