»Jeg elsker dig,« siger otte-årige Chanel, mens hun omfavner sin mor.
Da Elisabeth Hansens to børn forlader hjemmet, bryder hendes verden sammen. Hun flygter ud i baghaven og falder grædende sammen med hovedet i hænderne.
Afskeden bliver taget en søndag i midten af april, hvor familien, som har været splittet siden 2018, igen siger farvel til hinanden. Det er en af de sidste samværsdage, før kommunen skal afgøre børnenes fremtid.
»Vi har børnene i to døgn på en måned. Hvordan skal vi nå at overbevise dem om, at vi elsker dem?«
For 30-årige Elisabeth er det altafgørende, at børnene ikke er i tvivl om hendes kærlighed. Den manglede hun selv i sin traumatiske barndom med seksuelle overgreb og omsorgssvigt. Du kan læse historien om hendes opvækst her.
I voksenlivet bærer Elisabeth stadig rundt på barndommens mentale bagage, og hendes mand har en fortid med hashmisbrug og kriminalitet.
De har som forældre derfor også altid haft kommunens øjne i nakken. B.T. har fulgt Elisabeth og manden Patrick Hansen i ugerne op til, at Viborg Kommune skal genbehandle deres sag. Men den konstante trussel om tvangsfjernelse hang allerede over dem under Elisabeths første graviditet med sønnen, da hun var 17 år.
»Jeg var så bange, da de talte om at fjerne ham, når jeg havde født. Han hørte til sammen med mig.«
Hun husker også tydeligt oplevelsen af at have ansatte fra kommunen omkring sig stort set hver dag.
»Alle de måneder med alle de mennesker, som kom og holdt øje med os hele tiden ...« siger hun.
»Vores hjem føltes som en banegård, og det er ikke trygt og rart at være i.«
Frygten for en tvangsfjernelse rammer igen Elisabeth to år efter fødslen. Patrick bliver anholdt og senere dømt for et groft væbnet røveri mod en tankstation – høj på amfetamin og bevæbnet med en køkkenkniv. Herefter banker to sagsbehandlere fra kommunen uanmeldt på døren en onsdag i juni.
Den dag slipper Elisabeth igen med skrækken. Kommunen vurderer, at hun godt kan passe på sønnen alene.
Patrick lægger i dag ikke skjul på problemerne, som dominerede de første mange år af børnenes barndom.
»Jeg har ikke været en engel, og jeg har ikke altid været hjemme til at give børnene kærlighed og omsorg. Det har været Elisabeth, som har trukket en stor del af læsset. Men jeg har aldrig taget problemerne med hjem.«
Et årti senere gjorde kommunen alvor af deres advarsler og fjernede i november 2018 parrets børn, 12-årige Angelo og 8-årige Chanel. Uden dem er familiens hus i Thy nu tomt og stille, siger Elisabeth. Hun sidder med Patrick i sofaen med indrammede billeder af børnene på væggen bag sig.
»Det er værst om morgenen. Uden de glade stemmer gør det ikke nogen forskel, hvornår vi står op.«
Som barn så myndighederne passivt til, mens Elisabeth blev misbrugt og svigtet. Som voksen oplever hun nu, at de selv samme myndigheder har fjernet hendes egne børn, som hun føler nu er blevet kastebolde i systemet, hvilket de kun har fået det værre af.
»Jeg føler, at vi svigter dem. De giver udtryk for, at de ikke har det godt.«
I sagens mange dokumenter står det også, at begge børn foretrækker at være hos deres forældre. Mistilliden, til at kommunen arbejder for børnenes bedste, sidder derfor dybt i Elisabeth. Af samme grund har hun sammen med sin mand nu i flere år kæmpet for at få børnene tilbage.
Kommunens mange betragtninger og undersøgelser af familien udgør en sagsmappe på 7.600 dokumenter, som B.T. har set. Her fremgår det, at Viborg Kommune på den ene side opfatter parret som konfrontatoriske og samarbejdsvanskelige, hvilket har ført til en evigt eskalerende strid og et årelangt tovtrækkeri.
Kommunen mener også, at parret har udfordringer med at erkende, hvordan deres egen adfærd, opvækst og livserfaringer påvirker dem som forældre for børnene.
På den anden side fortæller Patrick Hansen, at de skiftende krav og den manglende støtte fra kommunen i sagsforløbet har tyndslidt deres nerver og er gået ud over børnenes trivsel.
»Det har været stressende med undersøgelser og besøg hele tiden,« forklarer han.
Under et familiebesøg i 2017 konkluderede kommunen, at familien havde udviklet sig i en positiv retning med mere ro på, men ikke længe efter kom flere nye underretninger fra fagpersonale, naboer og bekendte.
Et år efter familiebesøget modtog familieafdelingen i Viborg Kommune en tirsdag aften hele fire underretninger fra Socialvagten, en anonym person og politiet, som samme dag havde været tilkaldt til parrets bolig på grund af naboklager og husspektakler. Midt- og Vestjyllands Politi lavede derfor en underretning:
»Børnene var meget kede af det (græd) og var utrygge. De brød sig tydeligvis ikke om situationen og overhørte mange grove beskyldninger mellem deres forældre. Under hele forløbet var tonelejet meget højt og aggressivt.«
Elisabeth og Patrick erkender, at de har skændtes højlydt og meget. Men de forklarer det med substansløse naboklager.
Politiet kommer hjem til jer, fordi I er oppe at toppes. Det har ikke noget med naboerne at gøre?
»Jo, fordi naboen har ringet og sagt, at vi var ved at stikke hinanden ned. Men det var slet ikke sådan, det var. Vi stod og var i gang med en opvask. Vi skændtes, men vi var ikke ved at stikke hinanden ned. Så det er, fordi en nabo hører noget og tror, at det er noget andet,« forklarer Patrick Hansen.
To dage efter skænderiet den tirsdag i november 2018 gik de med til, at børnene midlertidigt kunne være hos bedsteforældrene af frygt for, at kommunen ellers ville tvangsfjerne dem. Patrick og Elisabeth gik ud fra, at det var midlertidigt, mens det ifølge kommunen var en frivillig anbringelse.
Senere har børnene været på et opholdssted og er nu kommet i plejefamilie. Men Elisabeth og Patrick mener i dag ikke, at der er grundlag nok til at holde børnene fra dem, og Elisabeth har svært ved at forstå, at hun i de første mange år af børnenes liv godt kunne være en god mor, men nu ikke længere er det på papiret.
»Selvfølgelig har jeg begået fejl, men jeg ved, at jeg kan tage mig af de børn. Det har jeg altid gjort.«
Det har fra begyndelsen ikke været nemt for dem at være de perfekte forældre, fordi de ikke har haft forudsætningerne til det. De har altid levet et liv på kanten af samfundet og gør det til dels stadig.
»Det er os socialt udsatte, der bliver trampet på. Vi har færrest ressourcer og står svagest,« siger Patrick Hansen.
I parrets stue bladrer han opgivende i de mange sagsakter, som fylder tre hele kasser på spisebordet. Patrick bruger nu al sin tid på at læse op på lovgivning, sende klager og være i tæt kontakt med forældre i lignende situationer. Elisabeth og Patrick føler begge, at Viborg Kommune ikke giver dem en chance for at forbedre sig. Deres oplevelse de seneste par år er, at fortidens fejl nu pludselig bliver hevet frem igen mod dem.
»Vi har begge en fortid, men det har kommunen altid vidst,« forklarer Patrick Hansen.
Når man ser samlet på jeres fortid, Patricks kriminalitet, tidligere misbrug og flere konflikter mellem venner og naboer, er det vel det, kommunen har vurderet ud fra?
»Vi kom til kommunen med de problemer, vi havde med en anden familie, det hjalp de ikke med. Så flyttede vi til et andet område, hvor naboerne konstant holdt øje med os. Hvis man skal se det hele sammenlagt, skulle kommunen jo have hjulpet os i stedet for bare at punke os,« svarer han.
B.T. har forelagt Viborg Kommune kritikken, men den ønsker ikke at udtale sig om de konkrete sagsforhold af hensyn til parterne i sagen og deres tavshedspligt.
I næste weekend kan du læse og se tredje og sidste afsnit om Ærø-pigen, hvor Viborg Kommune kommer med sin endelige afgørelse i børnenes sag.
