Statsminister Mette Frederiksens gamle skole i Aalborg står over for en decideret elevflugt.

Næsten en tredjedel af eleverne meldes ud – og mange flere udmeldelser kan være på vej. Af én bestemt årsag.

Bølgen af udmeldelser kommer ifølge TV2 Nord som konsekvens af en planlagt skolesammenlægning, hvor Byplanvejens Skole skal slås sammen med Seminarieskolen, hvor der er flere såkaldt udsatte elever.

En rundspørge, TV2 Nord har foretaget blandt forældre til børn på Byplanvejens Skole, viser, at 30 procent af de omkring 460 elever enten er stoppet på skolen eller gør det inden længe. 39 elever er allerede meldt ud.

»Det er nedslående læsning. Jeg synes, det er skræmmende og et forvarsel på, hvad vi går ind til nu,« siger Nina Stilling, der er medlem af forældrebestyrelsen på Byplanvejens Skole, til TV2 Nord.

Og bølgen af udmeldelser ser ikke ud til at stoppe. Tværtimod.

Blot 15 procent af de adspurgte forældre er sikre på, at deres barn eller børn starter på den nye, sammenlagte skole, som efter planen skal stå klar til skolestart i 2024.

Byrådet i Aalborg træffer den endelige beslutning om den planlagt skolesammenlægning til juni. Der er politisk flertal for sammenlægningen.