Pluk din egen gråand, smag på is lavet af griseblod og mød kendiskokke fra tv. Tirsdagen bød i sandhed på lidt af hvert for eleverne fra 8.b på Højby Skole, da de deltog i Madkundskabernes dag i København.

Ud af de mange gastronomiske oplevelser, som dagen var pakket med, var det dog ikke svært for eleverne Jonas Løvdal Jensen og Freya Teglskov Kristensen at udpege den vildeste af dem alle.

At plukke sin egen gråand.

»Det var både grænseoverskridende og mega sjov at prøve. Jeg havde det lidt mærkeligt med at spise anden, for jeg havde jo lige stået med den i hænderne, og pludselig lå den bare på grillen. Men den smagte godt,« siger Jonas Løvdal Jensen om oplevelsen.

»At være med i hele processen, fra anden bare lå og var død på bordet og helt til at spise den, var virkelig vildt. Man tænker ikke rigtigt over, præcis hvor kødet kommer fra i hverdagen,« siger Freya Teglskov Kristensen.

Begge elever fortæller, at hele 8.b sammen har haft en god dag i København, hvor det også har lært en masse nyt.

»Det har helt sikkert givet mig lyst til at prøve mere madlavning af i fremtiden,« siger Jonas Løvdal Jensen.

Eleverne skulle blandt andet plukke deres egen gråand til madkundskabernes dag. Privatfoto.
Eleverne skulle blandt andet plukke deres egen gråand til madkundskabernes dag. Privatfoto.
Vis mere

Men én oplevelse til Madkundskabernes dag, der måske var lige vild nok, var isen lavet af griseblod. I hvert fald hvis man spørger Freya Teglskov Kristensen.

»Jeg tænkte meget over, at det rent faktisk var blod, som jeg stod og spiste, så jeg kunne ikke rigtigt lide det,« siger hun og fortsætter:

»Men jeg tror virkelig også, at det var fordi, det var svært at vænne sig til tanken om at spise blod.«

Det var michelin-kokken Theis Brydegaard fra den nye og anmelderroste restaurant Alchemist, der stod bag isen lavet med griseblod. Og faktisk bliver lige netop den is også serveret på restauranten som en del af de 50 retter, man kan få på Alchemist.

Eleverne skulle blandt andet smage på en is lavet af griseblod. Den faldt ikke i alles smag. Privatfoto.
Eleverne skulle blandt andet smage på en is lavet af griseblod. Den faldt ikke i alles smag. Privatfoto.
Vis mere

»Det var ikke fordi, isen smagte dårligt. Men der var omvendt heller ikke nogen, der ligefrem udbrød, at det var den bedste is, de nogensinde havde smagt,« griner Freya Teglskov Kristensen, der slet ikke nåede at tænke over, om hun selv kunne lide smagen af isen.

Ud over plukkede ænder og frossent griseblod, så stod dagen også på anden madlavning sammen med kokke kendt fra tv. Både Mette Blomsterberg, der blandt andet er kendt fra DR-programmet Den store bagedyst, of Thomas Herman, der nok mest er kendt som tidligere dommer i programmet Masterchef, var nemlig med til Madkundskabernes dag.

Og særligt Mette Blomsterberg tiltrak sig elevernes opmærksomhed.

»Hun var bare mega frisk og fuld af energi, og jeg fik også taget et selfie med hende. Så det var meget fedt,« siger Jonas Løvdal Jensen.

»Jeg synes, hun var meget indlevende og god til at forklare. Det var fedt at være nede i hendes telt,« tilslutter Freya Teglskov Kristensen sig.