Adskillige elever fra hele landet vil ved terminsprøven torsdag boykotte det nye computerprogram, der overvåger, om eleverne snyder.

»Jeg og rigtig mange af mine medstuderende kommer til at boykotte systemet i morgen (torsdag, red.). Vi vil ikke finde os i, at de skal overvåge os på den måde, og det overskrider alle mine grænser,« siger 18-årige Hjalte Vejbæk fra HTX i Køge til B.T.

Til sommer vil alle elever på de gymnasiale uddannelser være pålagt at installere Undervisningsministeriets middel mod eksamenssnyd, Den Digitale Prøvevagt. Og torsdag skal programmet så testes landet over.

I lang tid var der forvirring om, hvorvidt elever så ville dumpe deres terminsprøve, hvis de valgte at boykotte systemet.

18-årige Hjalte Vejbæk, der går på det tekniske gymnasium i Køge, vil være blandt de elever, der torsdag boykotter 'Den Digitale Prøvevagt'.
18-årige Hjalte Vejbæk, der går på det tekniske gymnasium i Køge, vil være blandt de elever, der torsdag boykotter 'Den Digitale Prøvevagt'. Foto: Privatfoto
Vis mere

Men onsdag har Undervisningsministeriet i en mail til alle skoler tydeliggjort, at de håber, eleverne vil benytte sig af systemet og teste det, men at det ikke er et lovmæssigt krav før til sommer.

Det bekræfter Undervisningsministeriet overfor B.T.

Den digitale prøvevagt kan eksempelvis hente oplysninger om, hvilke hjemmesider eleverne besøger under eksamen, hvilke taster en elev trykker på, samtidig med at det også affotograferer elevens skærm med jævne mellemrum.

Derudover har en sikkerhedsekspert også oplyst, hvordan systemet er sårbart overfor hackerangreb.

B.T. har udover eleven Hjalte Vejbæk også været i kontakt med 19-årige Benjamin Bank Grabe fra Rybners Gymnasium i Esbjerg.

Både han og hans venner vil torsdag boykotte ‘Den Digitale Prøvevagt’, når de møder op til terminsprøven.

»Jeg er en elev, som normalt aldrig ville boykotte noget, men jeg er så skeptisk, at jeg hellere vil værne om mit privatliv. De vil teste systemet i morgen, men vi vil ikke teste noget, som vi ikke støtter op om.«

Der er også oprettet en Facebook-begivenhed med navnet ‘Boykot af Den Digitale Prøvevagt’. Her opfordres der kraftigt til, at man siger fra over for systemet, som de både de kalder ‘etisk forkert' og ‘dybt krænkende’.

19-årige Benjamin Bank Grabe (til højre) vil sammen med sine to venner Søren Skoudal Harder (i midten) og Mikkel Gravsholt (til venstre) boykotte programmet torsdag.
19-årige Benjamin Bank Grabe (til højre) vil sammen med sine to venner Søren Skoudal Harder (i midten) og Mikkel Gravsholt (til venstre) boykotte programmet torsdag. Foto: Privatfoto
Vis mere

I skrivende stund har lidt over 3.700 personer trykket ‘deltager’ til begivenheden.

Dermed vil der altså være en mange elever landet over, der vil nægte at installere det omdiskuterede system, der kun bliver testet torsdag.

Men selvom eleverne alligevel vil kunne tage deres terminsprøve torsdag uden at downloade systemet, så er de ikke tilfredse.

»Vi har stadigvæk det her problem til sommer, så det hjælper ikke, at vi bare slipper for det den her gang. Det er simpelthen ikke retfærdigt, at de uden videre kan pålægge os at installere det uden vores samtykke,« siger Benjamin Bank Grabe.

Hjalte Vejbæk fra HTX Køge mener samtidig, at Undervisningsministeriet holder eleverne som gidsel.

»Jeg bliver desværre nok nødt til at bukke under til sommer, for jeg har behov for at bestå mine fag for at komme videre. Det er jo totalt at holde folk som gidsler, fordi vi er tvunget til at benytte os af det, selvom vi er dybt utilpasse med at bruge det,« siger han.

Han håber dog, at elevernes protest ved torsdagens terminsprøver og det fortsatte arbejde i sidste ende vil bære frugt.

»Jeg håber virkelig, at de forstår alvoren af det her, og at vores arbejde i sidste ende betyder, at det ændret noget hos dem.«

B.T. arbejder på at få en kommentar fra Undervisningsministeren, Merete Riisager (LA).