I sidste uge blev en elefantunge i København Zoo diagnosticeret med elefantherpes. Tirsdag er den gået bort.
Den godt halvandet år gamle elefantunge med navnet Chin er tirsdag morgen død i Zoologisk Have i København af en virus.
Det skriver den zoologiske have i en pressemeddelelse.
Ungen, der blev født i februar sidste år, fik konstateret virussygdommen elefantherpes, EEHV, sidste år.
Siden da har et hold af dyrlæger og dyrepassere forsøgt at redde ungen med blandt andet væskebehandlinger og blodtransfusioner fra nogle af de andre elefanter i haven.
Trods behandlingen overlevede ungen ikke smitten med virusset, der bæres af de fleste voksne elefanter, men som er særlig aggressiv over for unge elefanter.
- Vi må bare konstatere, at det er en frygtelig sygdom, siger zoologisk direktør Mads Frost Bertelsen i pressemeddelelsen.
Virusset angriber celler i blodkarrene, hvilket fører til væskeansamlinger og blødninger i de indre organer.
Ifølge Københavns Zoo er særligt unger af arten asiatisk elefant, som Chin tilhørte, særligt udsatte for EEHV, fra de er cirka et år gamle, indtil de er ti år gamle.
Sygdommen kostede også i 2017 elefantungen Plaisak livet, mens den unge Mun for to år siden blev reddet ved intensiv behandling i zoo.
Zoologisk Have København er blevet udvalgt til at teste en vaccine for elefantherpes.
Den afdøde elefantunge Chin var i den forbindelse blevet vaccineret tre gange med den nye vaccine, der er udviklet af hollandske vaccineforskere.
Mads Frost Bertelsen erkender, at Chins dødsfald dermed ikke umiddelbart ser lovende ud for den nye vaccine.
Men undersøgelser af antistoffer i blodprøver fra elefantungen før og under sygdommen skal hjælpe med at finde ud af, om vaccinen skal modificeres.
- På den måde kan ungens død trods alt bidrage til vigtig forskning, siger han.
Der bor fem asiatiske elefanter i Zoologisk Have København, som indgår i det europæiske avlsprogram.
/ritzau/