Efter lang tid med prisstigninger i mange afskygninger har januar kastet de laveste gennemsnitspriser på el og gas af sig i en rum tid.

Faktisk skal vi helt tilbage til august 2021 for at støde på en billigere markedspris på energi, skriver Børsen.

Sammenlignet med august sidste år, hvor energipriserne toppede, er de gennemsnitlige el- og gaspriser i januar altså hele 75 procent lavere.

»Tidligere havde vi en dårlig cocktail med mange dårlige ting på samme tid på energimarkedet. Nu er det lidt det modsatte, med mange gode ting på samme tid, hvilket giver lavere energipriser,« forklarer seniorøkonom i Energinet, Jim Vilsson, til mediet.

Ifølge Jim Vilsson er det blandt andet de franske atomkraftværker, den skandinaviske vandkraft og et mildt vejr, der kan takkes for prisfaldet.

Det danske gaslager er da også på sit højeste niveau – for denne tid på året – i alle 13 år, som databasen Gas Infrastructure Europe har data for. Lageret er nemlig omkring 85 procent fyldt.

I december var faldende elpriser medvirkende til, at den danske inflation faldt marginalt.

Det er særligt prisændringer på gas, der kan være med til at hive inflationen ned i Danmark.