Dammen ved Lindbjergskolen i Hammerum mellem Herning og Ikast har i disse dage yderst farverigt og eksotisk besøg.

Det skriver Herning Folkeblad.

En mandarinand, som ellers ekstremt sjældent ses på disse breddegrader, har nemlig for nogle dage siden slået sig ned i dammen ved skolen, hvor den tilsyneladende befinder sig godt og veltilpas i selskab med gråænder, blishøns, lappedykkere, svaner og andre mere dansk prægede fugle.

Mandarinanden lever normalt i Fjernøsten i lande som Kina, Japan og den østligste del af Rusland, og derfor mener 57-årige Søren Pedersen, som ofte fodrer fuglene i dammen, at den smukke, eksotiske fugl næppe er fløjet så langt.

Derimod gætter han på, at den må være sluppet ud af fangenskab et eller andet sted. Uden dog at vide det med sikkerhed.

»Den er uhyre sjælden. Måske er det den eneste i Danmark, der flyver vildt lige nu. Og så har den tilfældigvis lige slået sig ned i Hammerum,« siger den fugleglade Søren Pedersen til lokalmediet.

En mandarinand er særpræget ved, at den - udover at have en iøjnefaldende smuk fjerdragt - samtidig er en stor andefugl.

En voksen han kan således blive op til næsten en halv meter i længden, mens vingefanget bliver op til 75 centimeter.