De redaktionelle medarbejdere på Ekstra Bladet har torsdag besluttet at forlænge deres arbejdsnedlæggelse til fredag formiddag.

Det oplyser avisens to tillidsrepræsentanter til Mediawatch.

De ansatte nedlagde onsdag arbejdet i protest mod en spareplan.

På Ekstra Bladet har ledelsen meddelt, at man vil rykke 15 ud af 20 stillinger i papiravisens sekretariat over til en ekstern virksomhed, Wunderkind, hvor avisen fremover skal laves.

Men Politikens medarbejdere har valgt at genoptage arbejdet efter deres arbejdsnedlæggelse.

Det skriver Journalisten.

Politikens medarbejdere nedlagde, ligesom Ekstra Bladets medarbejdere, onsdag eftermiddag arbejdet, efter det blev meldt ud fra ledelsen, at ti medarbejdere, som omfatter redaktionelle og kommercielle medarbejdere, skulle afskediges.

Men det er ikke kun hos Politiken og Ekstra Bladet, at medarbejdere skal afskediges.

For hos Jyllands-Posten skal 15 afskediges.

/ritzau