De ansatte på Ekstra Bladet har besluttet at nedlægge arbejdet til klokken 12 i morgen.

Det kommer, efter en sparerunde i formiddags trådte i kraft på avisen.

Det skriver Journalisten.

Ekstra Bladet nedlægger tre billedredaktørstillinger og en billedbearbejder-stilling, og avisens grafiske afdeling bliver også hårdt ramt.

Her fik både kommercielle og redaktionelle grafikere en melding om, at deres jobfunktioner ligeledes forsvinder.

Medarbejderne har sendt en udtalelse til ledelsen på Ekstra Bladet, og de lægger ikke fingre imellem deres utilfredshed:

»Fyringsrunden kommer i kølvandet på en ekstraordinær coronakrise, hvor medarbejderne har kæmpet for at få virksomheden igennem krisen. At ledelsen kvitterer med en spareplan og nedlæggelse af stillinger, er i den grad en svinestreg.«

Ansvarshavende chefredaktør på Ekstra Bladet Poul Madsen kritiserer arbejdsnedlæggelsen og opfordrer medarbejderne til at droppe nedlæggelsen:

»Vi mener, det er en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse, og jeg vil opfordre medarbejderne til at vende tilbage med det samme,« siger han til Journalisten.

Han kalder desuden dagen for en 'lortemandag' og forklarer, at de funktioner, der er blevet nedlagt, er dem, de kan undvære. Han understreger, at Ekstra Bladet stadig udkommer digitalt og på print frem til i morgen.

Medarbejderne på Ekstra Bladet vil på tirsdag under et nyt medarbejdermøde klokken 12 beslutte, om de tager på arbejde igen.