Sune Nørgaard har taget sin andel af tid bag tremmer i sit liv.

Frihedsberøvelse. Vold af særlig farlig karakter. Mishandling. Besiddelse af euforiserende stoffer. Våbenbesiddelse.

Sunes forskellige domme tegner billedet af en mand, der har levet mange år i den kriminelle løbebane, men for cirka 10 år siden valgte han at omlægge sit liv og er i dag byrådskandidat i Fredericia Kommune.

Den 43-årige mand har i næsten hele sit liv bevæget sig omkring bande- og rockermiljøet, og i 2008 meldte han sig ind i AK81.

Heldigvis fik han meldt sig ud i tide, men netop derfor blev han også frustreret, da han i weekenden kunne læse, at bokseren Patrick Nielsen havde meldt sig ind i Satudarah.

»Jeg er ikke særlig overrasket, men det er da enormt problematisk. Jeg er især rigtig bange for, at han med sin kendisfaktor kan lokke unge personer ind i miljøet,« fortæller Sune Nørgaard til B.T.

Og derfor er han også godt klar over, at det er naivt, når Patrick Nielsen i søndags fortalte til B.T., at han er blevet 'optaget i en lovlig motorcykelklub', og at han ikke vil være kriminel.

Det er nemlig, ifølge Sune, umuligt.

»Ingen bliver skånet i det her miljø. Hvis du vil have en fuld ryg, så skal man gøre sig fortjent, og det skal Patrick også. I en krigssituation skal alle stå bag hinanden, så et rygmærke forpligter med alt, hvad det indebærer,« siger Sune Nørgaard.

Bokseren Patrick Nielsen står frem og fortæller, at han er blevet optaget i motorcykelklubben Satudarah. (Thomas Sjørup)
Bokseren Patrick Nielsen står frem og fortæller, at han er blevet optaget i motorcykelklubben Satudarah. (Thomas Sjørup)
Vis mere

Og hvad indebærer det så?

»Det er jo en voldelig bande, og deres straffeattester viser alt fra drab til narkohandel, og her bliver Patrick heller ikke skånet, fordi han er en kendt person. Man kan endda sige, at han netop har nogle evner i forhold til sin boksning, der gør, at han er særlig oplagt til nogle opgaver. Man kan jo også se, at han allerede lærer de andre medlemmer op i boksning,« siger han.

Sune er selv dømt for blandt andet at have holdt en mand fanget på et toilet i seks timer, hvor han mishandlede ham.

Men i dag er den slags handlinger – ja, al kriminalitet – ikke længere en del af Sunes liv, og i stedet bruger han den dystre fortid til at agere mentor for udsatte unge.

Og det er altså dem, han i særdeleshed bekymrer sig om.

»Det er jo et selvmål af dimensioner for Patrick, men jeg er bare mere bange for, at det bliver sådan en 'Brian Sandberg-effekt' (tidligere Bandidos- og Hells Angels-rocker), hvor han tiltrækker en masse unge mennesker,« siger Sune.